Glæden ved Guilin

Det er, indrømmet, begrænset hvad vi har rejst i Kina i vores første år herude. Dels har vi haft rigtigt mange besøg, og udforskningen af lokalområdet har været nok for både os og vores gæster, dels har arbejdet fyldt meget, og når vi endelig har haft fri, har vi haft trang til... tjae, at komme væk fra kineserne (no offense...).

Vi satser imidlertid på at udforske mere af landet her i vores andet år, og lagde ud med en tur til Guangxi-regionen og Guilin i skolens første ferie (den hvor man spiser Moon-cakes... en ekstremt ulækker tradition... no offense igen).

Guangxi er nok den region, som kineserne selv er mest stolte af. Den er berømt for sit blide klima og sine ikke mindre end fantastiske landskaber, som blandt andet for nylig har inspireret til de flyvende bjerge i Avatar. Når man fortæller kineserne, at man skal til Guilin, bliver de fraværende i blikket og flyder hen i overstrømmende beskrivelser... som stik imod kineserne traditionelle trang til overdrivelse her viste sig at holde stik!

Vi ankom til Guilin om aftenen og blev mødt af vores guide, Wan, i lufthavnen. Kina er et svært land at rejse i, primært på grund af sprogvanskeligheder, og har man kun begrænset fjumretid, som vi havde, er det en stor fordel af blive guidet rundt! Guilin er en smuk by med alleer, runde og bløde bjerge i horisonten og dansende mennesker ved flodbreden. Der hviler en ro over det hele, som vi bare sugede til os efter vores noget mere brutale verden i Shenzhen.

Om morgenene blev vi hentet af vores chauffør og Wan og kørte nordpå til bjergbyen Longshen. Longshen er befolket af minoritetsfolket, Yao, hvor kvinderne for 80 kina-penge (stort set det samme i danske kroner) ruller deres hår ud, som går helt ned til gulvet. Det droppede vi nu.

Det lykkedes dog Ulrik at stjæle sig til et billede, som vi af respekt for Yao-folket ikke viser her. I stedet for udslået hår nød vi en rigtig lækker, lokal frokost hos en familie, hvor mor svingede wokken, far gloede og den yngste prøvede at sælge os postkort.

Bagefter vandrede vi forventingsfulde op i bjergene med kurs mod Longshen Rice Terraces. Her strandede vi efter en længere tur sammen med andre forventningsfulde foran det, som efter sigende (og de ophængte plakater) skal være et af Kinas smukkeste syn, nemlig et kæmpe bjergområde totalt dækket af udspændte rismarker. Naturen drillede, som den plejer, fandt vi senere ud af, og dækkede det hele i tåge. Senere, da vi vandrede i markerne, fik vi dog allernådigst lov til at få en smagsprøve - og det var ikke mindre end fantastisk smukt!

Dagen efter tog vi sydpå til Yangshuo, som er endnu mere kendt for sin skønhed end Guilin. En smuk tur "off the beaten track", hvor vi kørte bjergkørsel sammen med de lokale. Prisen for en ikke mindre end hasarderet tur var igen nogle fantastiske billeder!

Undervejs gjorde vi holdt i en lokal landsby og sejlede på Li River. Smukt, smukt, smukt. Om aftenen så vi et kæmpe lysshow på floden, skabt af den samme kineser, som stod for åbningsceremonien til OL. Spektakulært, storslået - og meget kinesisk.

Sidst men ikke mindst overnattede vi på Li River Retreat - et fantastisk hotel (uden fjernsyn til børnenes overraskelse) igen "off the beaten track". Udsigten fra morgenmadsrestauranten kan ses på billedet herunder.

Den sidste dag cyklede vi i fire timer uden at se en eneste turist. Så besteg vi et bjerg, Moon Hill, og så cyklede vi igen i to timer. Gennem små landsbyer med sovende babyer, pløjende okser, risplantende bønder og kortspillende, gamle mænd. Det var et besøg i "postkort-Kina", som vi aldrig glemmer!

Alt i alt en fantastisk tur til et Kina, som på mange måder er diamentralt modsat det Kina, som vi befinder os i til daglig. Skønhed, blidhed, imødekommenhed - modsat brutaliteten i det fremadstormende Shenzhen. En god fornemmelse som gav lyst til flere eventyr i Kina.

Eneste minus ved turen - at vi fløj med Shenzhen Airlines hjem. Det gav os nemlig en forsinkelse på 14 timer og en overnatning på Hainan, en tropisk ø syd for Shenzhen, hvor vi på grund af tordenvejr (den officielle forklaring - rygterne går om et fly på banen) tilbragte en forfærdelig nat på et hotel, hvor det regnede fra loftet og panelerne var levende.

Tja, så kom børnene jo med far på job, kan man sige. Hvad de lige synes om det - det er en anden historie. Som dog ikke skal ændre ved vores glæde ved Guilin :-)

Clara om QSI

Hej allesammen!

Som I kan se har jeg ikke skrevet på bloggen endnu, og det her er min første gang (: Jeg vil godt fortælle lidt om min skole - QSI, som står for Quality Schools International.

Internationale skoler er meget forskellige fra danske skoler. Vi starter kl. 8:30, og slutter skolen kl. 16:00. Efter skolen byder de på en masse sjove aktiviteter, fx: volleyball, fodbold, basketball, badminton, drama, touch rugby, fitness, cross country running, svømning og skak. Men det er kun for Middle School, som jeg går i. Alle aktiviteterne er efter skolen, og slutter kl. 17:30. Når du nu øver dig på en af sportsgrenene, så er der en coach, som kan hjælpe dig og undervise dig. Efter en eller to måneders undervisning, vælger coachen de tolv bedste spillere til den sport. Og så tager de tolv spillere til en tre dags turnering kaldt SDRC (Southern Delta Regional Conference), hvor fem eller fire forskellige skoler samles ved en af skolerne og spiller mod hinanden (du sover hos en fremmed.) Jeg prøvede med fodbold holdet, men kom ikke på det ): Det var alligevel værd at prøve. Nu starter touch rugby sæsonen, og jeg vil prøve det. Jeg er rimmelig hurtig, så det er noget jeg kan være god til.

Bortset fra aktiviteterne, går skolen godt og jeg er lige rykket til Middle School. Middle School er for 11 årige til 13 årige hvilket er fedt nok, men når man er i Middle School skal man have styr på meget og lave Community Service (arbejde friviligt for folk og skolen).

Jeg har glædet mig så meget til at endelig kunne være blandt de lidt større børn. Og så kan jeg nu også prøve alle de der aktiviteter, ture til stranden, og bowling. Jeg glæder mig også enormt meget til november, der er der en Lock In. En Lock in er hvor hele Middle School (hvis de vil) kan sove på skolen, og have det sjovt. Jeg har aldrig prøvet det, og det lyder super fedt. Jeg var forleden også på stranden med Middle School, det var en god oplevelse (:

Det er snart Halloween, og mig og mine venner skal klæde os ud og skræmme folk (jeg skal være en død cheerleader). Jeg får gode karakterer, og jeg har gode venner. Faktisk er jeg rigtig glad herude, men savner jer selvfølgelig også.

Jeg håber I har det godt og snart kommer ud og besøger os. Vi ses (:

Kaptajnen kommunikerer...

Det kommer sikkert ikke som en overraskelse, og vi har tidligere været inde på det her på bloggen - kommunikationen med kineserne er langt fra enkel. Faktisk er den nogen gange så kompliceret, at vi simpelt hen giver op (ja, vi prøver stadig at lære kinesisk, men der er lang vej endnu!).

For Kaptajnen, som tilbringer mange, lange timer i XXXXpittet ved siden af skiftende kinesere, kan det med kommunikationen være ekstra frustrerende - hvilket nedenstående "samtale" illustrerer ganske godt!

"Coming back from the bathroom I met a young Chinese guy who introduced himself as a First Officer (FO) from Cathay Pacific. We talk for a while before I return to the xxxxpit.

• I told my FO: Just met a First Officer from Cathay Pacific!
• My FO responds: No!
• Me: What do you mean "no"? I met him outside (pointing to the door).
• FO: I don´t know.
• Me: You don´t know what? I didn´t ask if you knew him, just told you he was on board. He has been flying for Cathay for three years and is very happy.
• FO: His name Katy?
• Me: No he flies for Cathay Pacific. He´s based in Hong Kong, he is Chinese.
• FO: Don´t know, Hong Kong is Chinese for many year now!!!
• Me: Cathay Pacific!!! A big Hong Kong based Airline, they have a lot of wide body aircrafts, light blue with a white bird on the tail. Fly long haul.
• FO: No, don´t know!
• Me: I talked to a FO from Cathay Pacific, he´s on board, he has been flying the Boeing 777 for three years.
• FO: I never fly the B-777!
• Me: No, I know, I´m not talking about you, I´m talking about him!
• FO: Who?
• Me: (giving up) The FO from Cathay Pacific that we have on board. Thought you might like to talk to him.
• FO: Don´t know Katy Pasifik.
• Me: Ok then...."

PS Aviserne i vinduet sætter kineserne op for at undgå kosmisk stråling ;-)

Here she comes :-)

Hej!

Jeg hedder Anna Clara - bedre kendt som Anna. Jeg er flyttet til Kina for at bo hos min far, min stedmor, Mette, og min to stedsøskende, Joachim og Clara. Jeg er startet på en international skole ved navn QSI, hvor der går over 50 forskellige nationaliteter. Dog har jeg ikke mødt andre danskere end mig selv – kun nogle få svenskere.

Nu har jeg boet herude i en måned, og har haft en hurtig og hård start i skolen. Med opgaver kastet i hovedet allerede fra den første uge. Det hele har været meget overvældende og har krævet en hurtig omvending fra min mindre hardcore dagligdag i DK. Men allerede arbejder jeg samtidig dristigt med indretning af mit værelse, guitarspil, indkøbsplaner og venner. Jeg har fået min egen scooter at drøne rundt på, men det er bare med at holde tungen lige i munden i den kinesiske trafik (bare rolig mor, kører altid med hjelm) ;).

Maden var svær at vænne sig til i starten. Der gik flere aftener, hvor den ikke ville glide ned, og jeg bare ventede, til de andre var færdige med at spise. Men det er jeg heldigvis kommet over, og fået min appetit igen. Selvom kinesisk mad bestemt ikke står øverst på min mad-prioriteringsliste. Til gengæld er det nemt at vænne sig til, hvor billigt tingene er herude.

Skolen herude fylder lang mere end i Danmark. Herude bliver du nødt til at acceptere, at skolen er en livsstil, ikke bare noget som skal overstås. I starten dømte jeg det amerikanske skolesystem meget hårdt. Men efter at have givet det et par uger, rykket rundt på nogle fag, har min mening ændret sig en smule. Skolesystemet herude er strengt. De tager afstraffelses-midler i brug, som vi ikke har villet kende til i Danmark i mange år. På min skole kalder de det ”zero-hour”, deres form for eftersidning. Vi skal bare møde en time før i skole, i stedet for efter.

Dagene er lange, jeg går i skole fra 08:30 til 16:00 hver dag. Så er der forskellige sportsaktiviteter, man kan melde sig til efter skole. Når jeg får gjort det, vil jeg først være hjemme kl. 18:30 tre gange om ugen. Men det er der, alt det sociale foregår. QSI forventer desuden, at man laver minimum 5 timers lektier om ugen, men jeg kan allerede her sige, man minimum skal afsætte to timer dagligt.

Så har vi også noget, der hedder "community service". Det er hvor vi skal arbejde frivilligt. På secondary (som er den skole, jeg går på, for 9. klasser og op) skal vi indsamle i alt 35 timer på et år. Ellers får vi frataget muligheden for at have aktiviteter efter skole, hvis vi er for langt bagud.

Det er meget amerikansk, med skoleskabe, cafeterie/kantine, mr. And mrs. Og meget mere. Nogle gange kan man forestille sig, at man er med i en amerikansk film. Vi er inddelt i 4 forskellige klassetrin. Der er ”freshmans” (9. klasser, som er secondary 1), sophomores (10. klasser, sencondary 2, som jeg er), juniors (secondary 3) og seniors (secondary 4). Jeg skal nok forklare mere om, hvordan det amerikanske skole system fungerer.

Jeg har i det hele taget mange flere historier at fortælle, fx om den første dag, hvor jeg havnede i det forkerte klasselokale, eller da den kinesiske parkeringsvagt sladrede til lærerne, da en af mine venner og jeg kom kørende hen til parkeringspladserne (som man ikke må, selvom der ikke er noget/nogen man køre ind i!). Eller da jeg mindede en lærer om nogle lektier, vi havde fået for, ved diskret at lægge dem frem på bordet, så hun kom i tanke om dem. De andre i klassen havde glemt alt om dem - så de fik en zeor-hour. Men alt det og meget mere skal jeg nok skrive om senere. Nu vil jeg nyde de sidste timer af min weekend, før skole-racet starter igen.

Mens vi venter på Anna...

Jeg må allerførst berolige familien - Anna, vores seneste og ældste kina-skud på stammen, er vel ankommet og har det godt :-) Hun rejste jo med os herud efter sommerferien i DK - en super dejlig men meget travl "ferie" - for at gå i det, der svarer til 10ende klasse på den samme internationale skole, som Joachim og Clara også går på.

Anna bliver også en jævnlig skribent her på bloggen sammen med Kaptajnen og undertegnede. Faktisk står det på hendes to-do-liste pt., at hun skal skrive et indlæg om sine første indtryk herude fra. Når hun altså en gang får tid. Lige nu har hun alt for travlt med holde styr på det amerikanske skolesystem, nogle meget lange skoledage, bøger på flere tusinde sider og som hun påstår vejer 10 kilo - hver (en skoletaske kan hun indeholde én bog af gangen), indkøb af diverse skolematerialer (man kan ikke få ternet papir i Kina!) og ture på fars scooter ud i den kinesiske og mildest talt kaotiske trafik (med hjelm og stor forsigtighed!).

Ind imellem skal der så liige samles Ikea-møbler til værelset (sammen med Joachim... som om det at samle Ikea-møbler ikke er frustrerende nok i forvejen), købes højtalere (med stuen placeret midt imellem Annas og Joachims værelse ser det sort ud for aftenfreden), badetøj og farvede håndklæder (hvad er der lige galt med vores slidte hvide håndklæder?).

Jeg skal ikke udtale mig på Annas vegne, men da hun godkender dette (hun sidder lige nu og læser World History i 10-kilos-bogen - i mit sofahjørne...), tør jeg godt sige, at hun har det rigtigt godt med masser af mod på det hele :-) Hun savner familien, men der er så meget at give sig i kast med herude, og så mange oplevelser der venter, at hun nok skal ende med at blive rigtigt glad for sin kinesiske tilværelse. Jeg tror faktisk, at det kan ende med, at hun bliver her resten af livet, læser mandarin på universitetet i Beijing, bliver gift med en rig kineser og ......

Godt så! Jeg skal hilse fra Anna og sige, at der IKKE går længe, før hun selv fatter pennen og fortæller sandheden. Hun skal bare lige være færdig med verdenshistorien :-)

Det ligner næsten...

... men det er det ikke... "not the same"! Eller... døm selv ;-)

Grønne piller og venlige vacciner

Vi har tidligere her på siden undret os over et skilt i haven foran Shenzhen Airlines med følgende ordlyd: "the fragrant grass is blue and green, stepped on for us to bear". Det er lidt "Lucy in the sky with diamonds"-agtigt, og vi har altid tænkt, at de må ryge et eller andet fedt i Ulriks firma.

Men nu tror vi, at de tager piller i stedet! Små, grønne, stinkende piller. Mindst 20 om dagen. De siger til piloterne, at pillerne er mod varmen. Hmmmm.... Ulrik har taget nogen men ikke efterfølgende skrevet noget poetisk. Tør man ikke give sig i kast med de piller, kan man i stedet vælge at prøve dem, de tilbyder mod.... sygdom. Ulrik har ikke turdet tage dem endnu. Det er måske derfor, han ikke har samme syn på græsset, som de har. Kan være det ændrer sig, efter han er begyndt at få massage af en blind albino oppe i Beijing, når han er på nightstop.

Og mens vi er ved sygdom og poetiske piller, så har vi fået et nyt hospital for udlændinge. Jubi. Det vi har, har nemlig altid lukket. De af læserne, der kender os godt, ved dog, at vi allerede har stiftet indgående bekendtskab med kinesiske hospitaler, og at vi trods spyttende læger på ingen måde er blevet skræmt væk.

Anyway, den nye "forereigner's clinic" deler Shenzhen Airline's mystiske forkærlighed for syret poesi. Døm selv. Og lad gerne høre fra jer, hvis vi skal tage nogle grønne piller, noget medicin mod sygdom eller nogle venlige vacciner med hjem til DK :-)

PS. Det er ikke mig, der har sat deres tekst op i digtform for at understregen poesien i deres brochure - det har de selv gjort....

"One more foreigner's clinic was set up
As there is foreigner's clinic,
patient could be treated immediately
in case any emergency happened
during physical examination (lige dette punkt er vi ikke helt trygge ved).
Also customers could be referred to
professional or specific hospital
according to the result who need medication
Furthermore,
some kind imported vaccines are available (...)
The most proud thing is that
here all staff have sincere hearts
to assist everyone for health management."

Pilot... hvor svært kan det være?

(Gammelt) nyt fra dengang, hvor kaptajnen blev kaptajn i Kina:

Den 7. september 2009 fløj jeg mit release check her i Shenzhen Airlines - hvilket betyder, at man får lov til at flyve alene fremover, hvis man består det (hvilket jeg gjorde, og hvilket er grunden til, at vi er her endnu :-).

Efter ca. 50 flyvetimer med kun vestlige instruktører, skulle jeg releases af en kinesisk instruktør. Der var der ikke mange af os, der kunne udtale hans navn, så vi kaldte ham ”Tony the Terminator Toupé”. "Terminator" fordi han havde dumpet samtlige vestlige kaptajner, han havde haft til prøve, "Toupé" med reference til hans frisure.

Jeg var i sagens natur nervøs og mødte op i god tid - måske med håbet om lidt indledende høflighedsfraser. Med et "huh huh" til hilsen gik det imidlertid op for mig, at Tony's engelskkundskaber var mere end begrænsede. Han gad ikke høre min briefing, det var bare at komme af sted. Da vi sad i cockpittet og var klar, fik vi lige 45 min forsinkelse. Det kunne jeg godt have undværet, da selv "hello" var uden reaktion. Det gik dog op for mig (kommunikation på højt plan: han legede jagerfly med hænderne, mens han sagde "ratatatatatat"!), at Tony havde været jagerpilot og skudt Amerikanere ned under Vietnam-krigen...

Mens vi sidder og venter og venter finder han så ud af, at han har lange negle, og at de skal klippes... nu! Så frem med en 3 i én, og så flyver der ellers neglestumper rundt i cockpittet. Da han er færdig, gør styrmanden, som sidder i midten, det samme som chefen. Hmm kulturforskelle... ja det må jeg indrømme. Da vi efter en evighed endelig får lov at taxie ud og holde lige før banen, er det en stor lettelse: nu skal vi endelig i gang. Tror jeg....

Rigtigt mange kinesiske mænd går med et armbånd af perler, der symboliserer mange forskellige ting: penge, lykke, godt helbred og en masse andet. Tony havde også sådan et på i jade, det var i hvert fald grønt. Lige da vi drejer ind på startbanen, drejer Tony sig i stolen, hans armbånd får fat i rattet, det går i stykker, og 18 grønne perler sprøjter rundt i cockpittet. Det her er ca. 15 sec., før vi burde give gas på motorerne. I de vestlige lande, jeg har fløjet i, ville man nu lade perler være perler og starte, men hr. Tony spænder sine sikkerhedsbælter af, og med røven i vejret begynder han nu at samle perler sammen. Da jeg ikke kan tale med ham, siger jeg til styrmanden, der står for kommunikationen mellem os og kontroltårnet, at vi hellere må taxie væk fra banen, da vi spærrer hele lufthavnen nu. Styrmanden, der af rangmæssige årsager ikke vil pisse den høje instruktør af, spiser mig af med et ”maybe ok captain”. Jeg prøver igen at gøre ham forståeligt, at vi spærrer hele lufthavnen, og at hvis ikke Tony sætter sig i sædet, så kører vi altså væk fra banen.Tony er imidlertid færdig med at samle perler og er ved at spænde sig fast igen. Tårnet spørger igen, om vi ikke har tænkt os at starte, og med et "huh" fra Tony kan jeg forstå, at han er ved at være klar. Da vi endelig spoler motorerne op og accelererer, kan vi høre alle de perler, han ikke fik samlet op, trille tilbage i cockpittet.

Anflyvningen til den første lufthavn, vi skulle til, gik fint, syntes jeg, men i 5 km´s højde siger Tony noget, styrmanden oversætter til: ” kan du se bane?” Nej, må jeg indrømme, for det kunne jeg ikke. Hvorefter Tony kobler alt automatik fra og siger, jeg bare skal lande ved at se ud af vinduet...

På vej tilbage til Shenzhen sidder styrmanden og hr. T og taler meget, og jeg kan indimellem høre mit navn, som her i Kina er noget i retning af "preedaa". Så siger styrmanden til mig: ”if you not mess up, maybe you pass”.....

Kaptajnen om Kina

Dette er indledningen på en ny, fast rubrik her på bloggen. Ulrik er nemlig blevet så inspireret af de mange forsinkelser på sit job og endeløse timer i et XXXXpit med en styrmand, som enten ikke kan eller gider føre en samtale på engelsk, at han er begyndt at skrive. Det er der kommet en masse tanker ud af, som vi fremover vil offentliggøre i mindre afsnit (nogen gange lettere censureret af blogadministratoren ;-).

Om facts and figures på kinesisk

Kina har brugt flere penge på Expo 2010 end de gjorde på OL i Bejing, som ellers var det dyreste OL til dato. Men det ser ud til at være indenrigspolitik det handler om (og med 1,3 Mia mennesker er det et stort ministerium): det handler om at vise Kina, hvad Kina er i stand til i 2010 (efter de er kommet til penge).

De regner med 70 Mill besøgende igennem hele Expo 2010, som varer 184 dage - et snit på 380,000 pr dag. Ifølge international presse er kun ca 3% udlændinge, og læser man en avis fra Hong Kong (mindre censureret), så var der solgt 350.000 billetter til deres kæmpe åbning af Expo, men kun 205.000 kom. Hmm ”solgt” 350.000 eller givet væk måske... ”Folk havde måske andre planer”, udtalte Chefen for Expo.

Nu er tal i Kina noget, man sætter, som man har lyst, eller som man gerne vil have, det skal være. Er det så ”løgn”? Døm selv - overdrivelse fremmer forståelsen ;-)

Jeg har et sjovt eksempel fra vores egen baghave, vores kære ”bjerg”, som vi bruger til at holde os i form på. ”Bjerg” - det er ca 350m højt og består af ca 4000 trappetrin hele vejen over, og det er et dejligt sted. Fred og ro og man går mellem træer det meste af vejen.Vi læste om dets skønhed i avisen, og ja, jeg syntes det er et skønt sted, men vi læste også om, hvor populært det er, og hvor mange der bruger det. Og det havde vi svært ved at genkende.

De skriver, at 10.000 Mennesker går over bjerget til hverdag og 40.000 mennesker i weekenden. Vi går der imidlertid 2-3 gange om ugen, og sjovt nok møder vi aldrig alle de mennesker! Vi har talt dem, vi har mødt på det sidste, og er nået frem til, at det er en overdrivelse på omkring 3000%.

Samme avis skrev, at Shenzhen (mellem 8-16 Mill. indbyggere alt efter hvem man spørger) manglede busser og cykelstier. 2 dage senere i samme avis kunne man så læse, at 1750 nye busser er sat ind, og bystyret har fået til opgave at skabe 200 km nye cykelstier på en måned. Godt nok er kineserne gode til masseproduktion men alligevel!!

Så når man siger, at Kinas vækst er 11,5%, så er det vel noget, man er har besluttet? Eller er løgn en livsform, man skal regne med i helheden?

Mens vi er ved tal, så kan jeg huske deres CO2 nedbringelse på 45% i 2020 (fra 2005 niveau), som de lovede på det mere eller mindre vellykkede klimatopmøde i København. Danmark og mange andre lande kunne max love 20% CO2 cut i 2020. Det gjorde Kina et meget stort nummer ud af her.Det stod plastret i alle deres aviser, at de lovede mere end dobbelt af resten af verden. Men hvordan kan de så klippe 45% af deres udslip? Jo det kan de, fordi det, de lover, er 45% lavere CO2 udslip i 2020 - i forhold til det udslip de regnede med, hvis de ikke gjorde noget! Og det, de regnede med, var en stigning på næste 100% pga landets enorme expansion. Så 45% af 100 er altså en stigning på kun 55% i forhold til 2005, som var en stigning på 10000% (kinesisk overdrivelse da jeg ikke kan finde tal) de sidste 10 år. Men det lyder jo fint. Propaganda ministeriet virker som det skal, og folk køber det!!

Mens vi er ved miljøet, så skal det siges, at mange Kinesere (igen har jeg det fra aviser og ikke fra mine styrmænd) mener, at global opvarmning er en Amerikansk opfundet konspiration mod den 3. verden for at holde den 3. verden, hvor den er! Den lader vi stå til nærmere eftertanke...

En munk ved hånden er bedre end ...

Vi er lige kommet tilbage fra den mest fantastiske tur til Cambodja. "Vi" er i dette tilfælde Ulrik og jeg, for børnene rejste i stedet til Paris for at besøge deres far. Eller rettere de rejste først til Paris, så til Nice (for at sejle), så til Paris, så til Oslo (for deres fars bryllup), så til Paris igen - og så hjem. I alt 30 timers flyrejse på en uge (Joachim fik det til 40, men ok...). De fik en stor oplevelse - og har mod på at rejse alene til Europa igen som de efterhånden enormt rejsevante UM'ere, de nu engang er (Ulrik kalder dem "DUM'ere", hvilket jo egentlig er ret onskabsfuldt ;-).

Så det var altså bare Ulrik og jeg, der tog til Cambodja - dels for at opleve et land, som jeg altid har drømt om at se ud fra overbevisningen om, at det må være som det Vietnam, jeg stiftede bekendtskab med for nu 13 år siden, dels for at se, om det måske kunne være et land, vi kunne overveje at slå os ned i. Vi havde i den forbindelse lavet en aftale om at se et hotel ved Sihanoukville - Cambodja's kystby nr. 1. Ikke for at købe det - men for at blive klogere. Det blev vi også...

Vi startede med et par dage i Phnom Penh på det mest fantastiske og stemningsfulde hotel. Kan vi en gang få sådan et hotel op at køre, ja så har vi realiseret drømmen! Vi udforskede hovedstaden til fods eller i tuc-tuc og blev vildt begejstrerede. Det er en rigtig dejlig by, hvor tiden står stille, hvor folk smiler, selv om de på overfladen ikke altid har meget at smile af, og hvor orangeklædte munke pynter i bybilledet og giver en ro og en harmoni, som er SÅ velkommen, når man til daglig lever med kinesisk kaos og agressivitet. Mange steder skyder små turistbutikker op - men de er smagfulde, i pagt med lokalområdet og meget respektfulde for den kultur, de befinder sig i. Phnom Penh er en smagfuld by. En by som man ikke har lyst til skal ændre sig for meget.

Selvfølgelig kommer man på ingen måde uden om, at Cambodja også er fattigdom. En fattigdom der skriger i øjnene. Men den er blandet med smil og håb og mennesker, der virker livsglade på trods af en historie, der er svær at fatte i sit vanvid. Vi dykkede ned i det, besøgte Tuol Sleng, skole omdannet til torturcenter, og gik tur i Killing Fields uden for byen. Det var stærke oplevelser! Den terror, som befolkningen levede under i halvfjerdserne (så kort tid siden...), er både uforståelig og uacceptabel. I fængslet gik vi rundt under blikkene fra mange tusinde ofre, hvis sort-hvide portrætbilleder præger murene (Pol Pot ønskede, at hans bødler tog før-og-efter billeder....). I Killing Fields gik vi på knogler, som endnu ikke er gravet ud af jorden. Læste de mest gruopvækkende beretninger og så mausolæet, der udstiller mange tusinde kranier. Det var forfærdeligt. Og så på en eller anden underlig måde også meget fredfyldt. Måske fordi begge steder var befriende fri for konstruerede "tillægsmoduler" rettet mod turister. Cambodjanerne har ikke gjort noget for at pynte på virkeligheden eller sætte den iscene - de har ladet det hele være, som det var, har ladet virkeligheden tale for sig selv. Måske også fordi orangeklædte munke igen gav en særlig ro og en harmoni midt i al det disharmoniske. Frem for alt måske fordi cambodjanerne står ved deres kultur og ved deres historie.

Som Ulrik siger (eller rettere skriver): "Cambodja har en ligeså grim historie som Kina, men i Cambodja lever de med det, de viser det frem, så verden kan se "ok det var det, der skete". Jeg tror, det har den største betydning, at folket i Cambodja ved, hvad der skete. Det er lige hvad Kina mangler: at indrømme over for sig selv (først), hvad de egentlig godt om deres elskede formand, som var af samme støbning som Hr. Pot, XXXler, XXlin m.fl." Her skal stå en række navne, som er værre end at skrive "XXXXpit", så jeg undskylder, men lader altså selvcensuren råde...

Efter Phnom Penh tog vi ned på kysten til Sihanoukville - og til et førstehåndsindtryk, som var langt fra fantastisk. Kysten er smuk med udsigt til en lang række uspolerede Robison Crusoe-øer. Problemet er bare, at den drukner i skrald! Miljøtankegangen er slet, slet ikke nået hertil - de små backpacker-steder, som har sat sig på området indtil regeringen finder på noget andet at bruge det til, smidder affaldet over hegnet til den ene side, for så at skifte side, når der er fyldt op. Et trist syn. Vi lejede en motorcykel og udforskede området og fandt da også uspolerede, rene hvide strande - men de var ejet af (tomme!) regeringsvenlige hoteller. Spøgelsesagtigt og lidt trist. "Vores" hotel havde for så vidt potentiale - men stedet faldt vi altså ikke for. Måske om 10-15 år, hvis regeringen gerne vil det. Hvis de igen får gang i deres rensningsanlæg, som ligger døde hen, hvis de holder op med at fylde floderne med affald, og hvis de laver et par veje. Måske hvis et internationalt ressort får øje på stedet og poster penge i det - så kunne man som lille spiller lægge sig i kølvandet og nyde godt af deres investeringer. Men bare os to - den holder ikke ;-) Så vi kigger videre - lige nu går tankerne mod Malaysia, Vietnam eller Thailand.....

Tilbage til Phnom Penh og de orangeklædte munke. Vi nød endnu et par dage der, før vi fløj hjem igen og krydsede grænsen til vores hjem, hvor de godt kunne bruge et par munke eller to til at skabe harmoni og ro. Det har den taiwanesiske elektronik-virksomhed Foxconn, som ligger her i Shenzhen, fundet ud af (selv om de går stille med dørene, for munke er ikke velsete hos os....). Efter at medarbejder nummer ti nu har valgt at hoppe ud af vinduet og kaste sig i døden, har de indset, at noget må gøres for at stoppe den bølge af dårlig reklame det giver, når så mange medarbejdere pludselig vælger at begå selvmord. Så de har kaldt munke ind for at skabe en bedre stemning.

Det kunne Shenzhen Airlines også overveje. Jeg ved ikke, om munke kan skabe harmoni blandt frustrerede piloter, men de kunne måske have forhindret, at en stewardesse for nyligt hængte sig selv på lufthavnshotellet pga. ugengældt kærlighed til sin chef. Hendes far burde også have talt med en munk, før han også valgte at hænge sig selv i solidaritet med sin datter.

De er skøre, de kinesere - og de kunne helt sikkert godt bruge en munk eller to ;-)

Tanker fra XXX-pittet

Har lige lidt tid her, sidder og venter i Shenzhen i flyet, her hedder det flow control, når man sidder og glor i timer. Man informerer dog ikke passagerne fordi ”cultural differences”, som jeg jo på ingen måde forstår, ifølge styrmanden, men man/jeg får hurtigt den holdning ”I don´t give a shit”, passer bare mit arbejde, så må de passe resten. Vi er nummer 31 til at starte og 5-15 min mellem fly jubii

Nå, men ud over det går det rigtig godt her i Kina´s totalitære regime, nå nej det hedder ”People’s Republic of China” og det er, fordi folket bestemmer,,,,,,,, har ikke den fjerneste ide om, hvad de bestemmer, men det siger demokratiet her, at de gør, så det har de bare at gøre. Her hedder det ”vertikalt Demokrati”, og det betyder vel, at den der sidder helt i toppen bestemmer demokratisk over alle dem, han træder på, eller er det bare mig og min misforståelse (cultural difference).

Var lige en anden ting jeg heller ikke forstod. Min fødselsdag har de udnævnt til national sørgedag, ikke på grund af mig, tror jeg, men på grund af et jordskælv der var oppe nordvest på for et par uger siden, der døde lidt over 2000 mennesker, hvilket i min optik ikke er meget sammelignet med de 70mill+ deres elskede formand slog ihjel, men shhhyyyy det var bare en fejl, og vi har tilgivet ham. Så! Så taler vi ikke mere om det, det er jo ovre! Eller? Nå men den nationale sørgedag betød, at alle, læs alle tv kanaler sendte tudetv med kinesisk strækmarch, og på vores betalingskanaler (discovery, star movie +et par mere) stod, at der ikke kunne sendes, da der ikke måtte sendes ”underholdning” idag, så det er vel folkets frie vilje, man beskytter. Med ordre om, at nu skal du sørge.

Vi har det faktisk godt her, har lige skrevet kontrakt til 07. Juli 2012, får en lønstigning på 1000US. Og så noget med sygedage og ferie. Satser på at blive kontrakten ud, vi lever godt, børn stortrives, og vi sparer ret meget op.

Vi tager til Cambodia på søndag, bare Mette og mig, dejligt, (børn tager til Frankrig). Skal være 2 dage i Phnom Penh, på et lille luksus hotel med egen pool til værelset, lidt lækkert. Så tager vi til Sihanoukville som er badebyen på sydvestkysten, den samme kyst som kommer oppe fra Thailand syd for Pataya. Vi skal ned og bare slappe helt af, men vi skal også se på et hotel og prøve at få en fornemmelse af, om det er et land, vi har lyst til at bo i. Ved stadig ikke om det bare er en utopisk drøm om et lille hotel, men nu ser det ud til at komme tættere på, og hvem ved, måske kan det lade sig gøre. Vi er klar over, at vi bliver snydt i starten, men det er lidt med i budgettet, ligesom skat ikke rigtig er slået an i Cambodia. Eller de gør det bare på en anden måde, der skal bestikket til højre og venstre. Men det er gamet, så må vi bare se, hvor mange omgange vi taber, inden vi lærer at spille med.

Jobbet her er ok, skal lige finde ud af, at vi bare er her som kransekagefigur, eller fordi der skal være en kaptajn, og fra denne måned endda en, der taler engelsk, hvis der skal flyves på Bejing. Vi er ret populære blandt styrmændene, er min fornemmelse, sikkert fordi vi behandler dem med respekt, noget som de absolut ikke bliver af Kinesiske kaptajner. De lever i en tid, der ikke er mere (i den vestlige verden), men vi har alle mødt typerne, der er hævet over alle andre (medmindre de møder en, der er over dem, så kryber de som en våd hund). Vi er, tror jeg, et nødvendigt onde set med en Kinesisk kaptajns øjne. Men det er utroligt svært at vide, fordi de ikke taler engelsk, og her mener jeg intet! Ikke ”hej” eller ”farvel” eller andet, nada, så kan være jeg misforstår dem, at de bare er lidt ”flove” over ikke at kunne tale med os.

Kaptajnerne elsker os ikke, vi brokker os, når de ryger i bussen og i cockpittet, hvilket er et brud på den frihed alle Kinesere har til at smide affald over alt og svine og larme, som det passer dem, her er ”cultural difference”, får stadig en syg synketrang når én i den umiddelbare nærhed forbereder en gigant snotter, der efter deres kultur jo skal ud, lige nu og her, og her kan være på gulvet ummidelbart ved siden af patienten på et hospital (selvoplevet).
Er jeg super negativ? Håber jeg ikke, for det er en stor oplevelse at leve i et så anderledes land med mennesker, der tænker så meget anderledes.

Har da fundet ud af, af Kina er ikke landet jeg skal blive i rigtig længe, kan sagtens være her nogle år, men har det svært med deres kultur og mangel på frihed. Specielt mangel på fri tanke.
Jeg tror aldrig, jeg har mødt så egoistiske og kapitalistiske mennesker som dem, jeg omgås, men det er kun den klasse (styrmænd, kaptajner, ejendomsmæglere, lejlighedsejere, etc.) jeg omgås, tror at bunden af Kina (økonomisk) har det ok. Dem der fejer det bjerg, vi bruger til træne på, dem der fejer hovedveje med håndholdt kost eller klipper hække og træer på de uendeligt lange motorveje med en manuel hækkesaks virker superglade. Dem der gør rent i det kompleks, vi bor i, og vagterne er vildt smilende og meget meget søde og virker slet ikke, egoistiske, de virker som om, de har accepteret dere plads og er rigtig glade der.

De ser ikke ud til at have lyst til at ændre deres liv, måske har de fået at vide at det kan de ikke alligevel. Meget modsat den Amerikanske model hvor alle tror/ved, de kan blive millionærer, hvis bare de gider.

Nå, men nu er vi kun nummer 8, og vi skal ha 158 normal-kinesere og 8 vips med, her har vi jo første klasse med sleeper seats, og når man køber det, så kommer man til flyet i en guldbus, der står VIP på siden af (se mig, se mig).

Wauw der kommer 3 Dalai Lamaer (orange kjole og guldhat), lidt synd de bliver betragtet som terrorister her i landet, de ser ud til at være de eneste, der er i balance med sig selv her, styrmanden valgte at ignorere min joke om, at vi ikke kunne falde ned, når vi har hr. Lama med.

Endnu en dag på kontoret.

Ulrik

Der var én, der var to, der var tre, der var fire, der var fem, der var seks...

...gæster på besøg hos os i Påsken, som satte et flot punktum for vores første år herude. Et år der, som det fremgår af denne blog, har stået i besøget navn :-) Da vi for nu et år siden besluttede at rejse til Kina, var der rigtigt mange, der sagde, at de ville komme og besøge os. Ja, ja, tænkte vi. Men det gjorde de, og vi har stået rigtigt mange gange nede ved færgen for at tage imod udsendinge fra Danmark, når de kom sejlende over til os fra lufthavnen i Hong Kong.

Påskedelegationen bestod af min storesøster Signe, hendes mand Tommy, deres to børn Simon og Eva samt vores to trofaste deltidsbeboere Anna og Henrik (Anna kaster sig ud i et fuldtidsophold fra august, hvilket vi glæder os vildt til).

Nedenfor et par øjebliksbilleder... af andre øjebliksbilleder, som står prentet i vores hukommelse herude, kan nævnes:

• Evas hestehale, der hopper op og ned, når hun med en uffattelig energi spankulerer ud for at shoppe igen... og igen... og igen.... og igen...
• Simon der kører 85km/t på vores scooter... uden hjelm... og på en dybt ulovlig scooter...
• Anna der sidder og klimprer på guitaren, mens alle er beskæftiget med deres...
• Henrik der fylder lige så meget i sofaen, som han plejer, og stadig læser Vilde Svaner...
• Tommy der kaster sig ud i den kinesiske trafik, som vi kun selv så småt er ved at vænne os til, og fræser op i den anden ende af byen på vores scooter... UDEN at få den stjålet...
• Signe der bare er i godt humør... hele tiden... og især da hun lige har købt fire jakkesæt på under en halv time i Hong Kong ;-)

Af andre højdepunkter bør nævnes vores karaoke-aften. Jeg lader den være udokumenteret her - men jeg understreger, at jeg ligger inde med MASSER af dokumentation, som fremover vil blive forelagt ved passende lejligheder ;-)

Det var en skøn, skøn, skøn ferie, som vi sent glemmer herude. Vi har masser af minder og er sikre på, at vores gæster også rejste hjem med kufferterne fulde. I mere end én forstand :-)

Efter en kort periode med hverdag herude, ser vi nu frem til ferie igen. Hvis ellers skyen i Europa går morgentur et andet sted i næste weekend, så rejser Clara og Joachim på besøg en uge hos deres far i Frankrig, og Ulrik og jeg pakker rygsækken og smutter til Cambodja

Vi ses her om ikke så længe :-)

I Kina spiser de...

... alt med fire ben undtagen borde og alt med vinger undtagen fly ;-)

Godt Nytår - igen!

Der var ikke meget fyrværkeri at spore herude, da vi - altså os guilos - fejrede nytår. Men da kineserne fejrede nytår d.13-14 februar, viste de til gengæld, hvad de kan. Store fyrværkerishows hver aften i over en uge! Ellers var der ikke meget gang i den. ALT lukker ned, når kineserne går ind i et nyt år. Og det varer flere uger. De små butikker er nu så småt ved at rulle jerntæpperne op igen, den kinesiske skole har igen miltær-indmarch hver morgen til tysk-inspireret march-musik, og alt det meget røde og meget omfangrige tingel-tangel med tigre på (heriblandt den fra Peter Plys... hvad den så end laver i Kina) bliver gradvist taget ned. Back to normal.

Tigerens år startede godt for os med endnu et par led i besøgsrækken. Nu skrev vi i forbindelse med Ulriks fars besøg, at han integrerede sig godt herude. Og det skal siges til min mors ros, at det gjorde hun også. Vores tur i parken, hvor amatørgrupper øver Peking-opera i naturen, var en oplevelse. Også for de lokale, som syntes, at min mor var enormt eksotisk :-) Ellers besøgte vi China Folk Culture Village til en udstilling af kinesisk kultur og fræsede ellers rundt på scooteren i de små gader, hvor vores passager sugede alle indtryk til sig uden fordomme - heller ikke for de afhuggede gedehoveder på markedet. Vi fik også en kulturel oplevelse, da vi så Clara danse kinesisk "jeg-deler-meget-yndefuldt-blomster-ud-af-min-blomsterkurv-sang" iført kinesisk national-dragt til skolens nytårskoncert - og på kinesisk selvfølgelig. Det lød lidt "ching-ching-ching"-agtigt, som den slags nu gør, men det var nu imponerende alligevel. Det var det også at se Joachim synge "Sku' gammelt venskab rent forgå" på kinesisk. Han bevægede i hvert fald læberne, og det så rigtigt ud.

Min mor rejste hjem fra Hong Kong efter en rigtig dejlig uge, som vi nød i fulde drag, og hun blev afløst dagen efter af Anna og Henrik, som kom rejsende alene herud for først gang - og uden skilt om halsen ;-) De var super friske og positive som altid - også selv om tiger-vejrguden straffede alle ved at sende en kuldebølge over landet. Søde Anna sagde, at det var hyggeligt med lidt regnvejr, og Henrik beholdt shorts på, selv om vi andre gik med vanter! Det var her, det gik op for os, hvor hård vinteren er i DK!

Vi slappede af herhjemme og tog sidst på ugen tre dage til Hong Kong, hvor vi endelig fik givet de fødselsdagsgaver, vi skyldte (for år tilbage!). Der blev shoppet igennem!!! Det var super sjovt at have dem alle med derover og helt "koloni-agtigt" på hotellet, hvor vi havde tre værelser på den samme gang. Udsigten fra The Peak druknede godt nok i tåge, men udsigten til diverse tech-gadgets var tydelig nok :-)

Vi satte de store på flyet hjem lørdag aften, og nu er det så hverdag igen. Med 26 grader og sol! Uretfærdigt. Det store temperaturskifte (en stigning på mindst 15 grader på en enkelt dag) har druknet vores bygning i fugt, der løber ned af væggene som vandfald og danner kæmpe søer på gangen og i elevatoren. Bøgerne krøller sammen, håret klasker og klør, spejlene er konstant dugget helt til, og vi sejler i det hele taget rundt i vores lejlighed.

Anyway, lad det ligge, det er jo ikke sne.... og lad os bare slutte af med at sige, at vi nu glæder os til det næste store ryk-ind i Påsken :-)

En tur i vores nye lejlighed - og i biffen på kinesisk

Så er der hul igennem the Great Chinese Firewall, vores amerikanske VPN-forbindelse kører på skinner, og jeg skynder mig at uploade et par billeder fra vores nu efterhånden ikke helt så nye lejlighed længere. Ikke så mange kommentarer andet end at vi er blevet rigtigt glade for den - inklusiv vores japansk-inspirerede entré med indlagte sten i gulvet og de omvendte vaser over spisebordet. Bortset fra en række kinesiske must-have's er det faktisk vores egne møbler - omhyggeligt udvalgt i Ikea, da vi desværre ikke har en lang række lækre kinesiske møbel-butikker til vores rådighed. Skal man købe møbler, skal man til Macau eller lede lidt mere ihærdigt i Shenzhen-forstæderne, end vi har gidet gøre.

Det skal siges, at vi har en del kinesiske møbler allerede - som står i lejligheden på Frederiksberg, der pt. er beboet af en udstationeret inder. Han er ved at dø af kulde og har to små børn, der ikke tør gå ud, fordi de er bange for sneen. Jeg har prøvet at forklare, hvordan han skal bruge den lys-terapi-lampe, jeg lod stå til hans familie, men det fangede han vist ikke helt. Han savner vist bare Indien. Og vi kan godt forstå ham - herude lover de endelig varmere temperaturer igen efter en efter statistikken alt for kold vinter, og vi glæder os til temperaturer omkring de 25 sidst på ugen :-)

Benytter desuden lejligheden til at fortælle om en biograftur. Vi var inde og se Avatar i går - vi skulle pludselig skynde os, da den kinesiske regering vil tage den af plakaten til fordel for en kinesisk propagandafilm om Confucius. Desuden er indholdet ikke politisk korrekt - det minder efter sigende for meget om historien om de menneskemasser, man har tvangsforlyttet fra landet i forbindelse med diverse projekter som for eksempel den store dæmning. Kineserne nægter selvfølgelig. Som de også nægter, at internettet ikke er frit. Hmmmm. Vi skal nu stadig en tur over USA for at besøge denne blog, You Tube eller Facebook.

Anyway. Internettet herude er ekstra svært tilgængeligt for os, når det handler om ganske enkle ting som fx at bestille biografbilletter. Af den simple grund, at alt er på kinesisk - og Google Translate kan altså IKKE løse problemet. Så vi fik vores kinesiske kontakt til at købe billetter til os - hun kendte én, der kunne skaffe dem billigere, og det var en længere proces. Selv biografbilletter er der altså parallelmarked for ;-)


Biografen var en smule svær at finde, så vi spurgte en politimand om vej - han endte med følge os helt derhen, og jeg fik faktisk på mit nylærte kinsisk spurgt ham, om han havde set den. Blev helt høj over, at han forstod det. Da vi endelig kom ind i salen, fik vi behov for hjælp igen - sæderækkerne var nemlig også kun på kinesisk! Og når man er på den anden side af 5, er de altså ikke til at gennemskue. Heldigvis hjalp en "indfødt" os endnu engang, og vi fik plantet os, og børnene fik popcorn (med sukker....). God film forøvrigt, kun afbrudt af smasken og mobiltelefonsamtaler - en smule "ma ma hu hu" måske (oversat "hest hest tiger tiger" - eller modsat - og betyder "så som så" - eller noget i den retning). Da vi kom hjem, ringede vores kinesiske kontakt for at høre, hvordan det var gået. Om vi havde kunnet finde ud af det. Hun lød bekymret.

At være så umyndiggjort, at vi ikke engang kan gå i biffen uden (politi)eskorte er efterhånden ved at gå os en smule på nerverne, og vi har sat turbo under vores kinesisk-undervisning. Det er frustrerende - men vi SKAL altså lære det. Ambitionsniveauet er, at vi skal kunne begå os. Ikke føre lange samtaler (det kommer vi alligevel aldrig til) men begå os "i trafikken". Der er lang vej endnu. Og det koster blod, sved og tårer - også hos vores kinesisk-lærer (den samme som hjalp os i biografen), som er bange for Ulrik, der bliver meget sur, når han ikke kan finde ud af det - og ser meget ond ud... synes hun.

Men nu er det altså sagt og offentliggjort: "Wo men shua djong weng!!!!" Vi taler kinesisk.... eller noget i den retning, men uden alle accenterne og kun i helt sikkert forkert stavet lydsprog, som kineserne i øvrigt ikke forstår...

新年快乐

Ja ja, det er meget længe siden. Nogle læsere har vi da, for det er der nogen, der har bemærket. Men vi er hverken gået under jorden eller druknet i censur - vi er simpelt hen druknet i travlhed, som jeg her skal forsøge at give et overblik over.

Først og fremmest fik vi besøg af Ulriks far. Han skal selvfølgelig ikke have skylden for, at jeg ikke har skrevet på bloggen så længe, men hvis jeg skal fortælle, hvad der er sket siden sidst, så er det altså her, jeg skal starte. Som det kan ses på billedet, så integrerede han sig virkelig godt. Og vi fik en rigtig dejlig uge sammen, før Jens rejste videre til Thailand for at fejre jul.

God idé! Det ville vi også gerne have gjort, men for det første skulle Ulrik arbejde, og for det andet havde vi lige en flytning, der skulle klares. Den gik nu ganske let og smertefrit med lokal arbejdskraft fra det nærmeste hjørne, og vi er blevet rigtigt glade for den nye lejlighed!

Jeg ved godt, at det er et tabubelagt emne, men juletræer i plastik er altså en genial opfindelse. Da vi endelig, efter 4 dages forhandlinger med supermarkedet om, hvis problem det var, at der ingen juletræsfod var, kunne folde vores træ ud, blev vi super begejstrede. Man sætter grenene lige som man vil, der er ingen skævheder, nålene bliver siddende på, og når man er færdig med træet folder man der sammen og pakker det ned til næste år. Vi gør virkelig livet besværligt for os selv i Danmark ;-)

Det blev en meget traditionel jul med kalkun med pæbler (det kalder vi den kinesiske mellemting mellem æbler og pærer), brunede kartofler og riz à l'amende. Gaven var to poser Haribo... som Ulrik vandt, verden kan være uretfærdig. Heldigvis vandt Clara dem tilbage, da vi prøvede igen dagen efter med Wayne, vores amerikanske ven, som synes, at riz à l'amende er noget ulækkert noget. Det er det også. Især uden kirsebærsovs, som det ikke lykkedes os at finde herude. Alt i alt en god jul med glade børn, gode gaver, lækker mad.... og sol.... når man først har prøvet jul i klip-klapper er man altså ligeglad med, om den er hvid eller ej. Så er det sagt. Men børnene er vist ikke enige ;-)

Nytårsaften fejrede vi hos os med Jan og Betina og deres to små drenge. Ulrik sad fast i trafikken men nåede det lige... Det blev en hyggelig og stille aften - i bogstaveligste forstand, for kineserne gider altså ikke bruge deres krudt på vores nytårsaften. Ikke så meget som en enkelt kineser, blev det til. Så vi venter på deres nytår i februar. Skik følge eller land fly ;-)

D. 2. januar fik vi så besøg af Dorte og Oscar fra Vietnam. Det var super at se dem her :-) Joachim og Oscar er gamle bedste venner, og de snakkede hele ugen... Dorte og jeg er også gamle bedste venner, så det gjorde vi også, og jeg savner hende allerede... Håber vi når at tage et smut til Hanoi og besøge dem, før de vender tilbage til Danmark til sommer.

Hvad ellers? Tjae, byen er præget af hængt kat for tiden. "Just hanging out", siger Ulrik om katteskeletterne rundt om i bybilledet. Kineserne spiser kat sammen med meget lange slanger. Det symboliserer drage og tiger. Jeg ved ikke, hvad der er værst. Ulrik har lige spist noget på flyveren, hvor der var tænder i. Han vil ikke vide det :-)

Der er meget mere at fortælle, men vores forbindelse er dårlig og smider mig af nettet hele tiden, så det må blive i næste post. Jeg har også en del interessante billeder...

Indtil da kommer her en tekst, som man kan filosofere lidt over. Det er fra et skilt på en græsplæne uden for Shenzhen Airline's kontorer. Det er muligt, piloterne ikke drikker her, men så ryger de altså et eller andet mærkeligt....

"The fragrant grass is blue and green, what is stepped on to bear".

Smukkere kan det vist ikke siges, vel?

Og så Godt Nytår forresten. Det er det, der står i overskriften. Tror jeg!