Tuesday, November 10, 2009

Ma-ma-ma-ma... Macau :-)

Indledningsvis skal siges, at vi netop har skrevet under på en ny lejlighed efter nogle meget dramatiske dage. Den var egentlig tiltænkt nogle andre, men da ejeren i løbet af natten besluttede sig for at sætte prisen op - ja så gad de nye lejere ikke mere, og så slog vi til med en meget stor bunke kontanter og uden tøven.

Boligmarkedet er gået amok herude og udsigten til manglende tag over hovedet ved juletid var en stærk motivationsfaktor. Vores New-Yorker inspirede klassiske og stilrene lejlighed er hermed blevet erstattet med en noget mindre kinesisk-inspireret lejlighed med japanske døre, sten i gulvet og en havfrue på badeværelset. Det gode er, at vi bliver boende i samme boligkompleks, som vi og ikke mindst børnene er meget glade for. Det ærgerlige er, at vi må sige farvel til vores ellers så smukke udsigt. Det er dog kun en detalje - lejligheden rummer det, den skal og er faktisk slet ikke så tosset endda!

Vi var derfor i super humør, da vi tog på weekend i Macau - en tidligere portugisisk koloni som har fået samme deal med Kina som Hong Kong, altså selvstyre i 50 år (fra slutningen af halvfemserne), før den kinesiske hverdag for alvor sætter ind. De bruger ventetiden på at spille deres penge op på casinoer, som er både større og prægtigere end dem i Las Vegas.

Vi var uden for sæsonen og lejede os ind på The Venetian, et hotel med små10.000 værelser, der er bygget som Venedig med indendørs kanaler, gondoler og Rialto-broen under en falsk blå himmel og et konstant tusmørke. På billedet ses hovedindgangen. Stort og spektakulært og et sted, der er værd at se - men ikke at vende tilbage til ;-)

Vi så Cirque du Soleil, som spillede på hotellet (vildt imponerende!), spiste lokal portugisisk mad på en strand-restaurant "off-the-beaten track", vandt 1.800 kroner på casinoet og drak nogen af dem op i champagne.

Dagen efter var vi på sightseeing i selve Macau. En fascinerende by med en sjov og farverig blanding af små, brostensbelagte stræder og butikker, hvor man virkelig har fornemmelsen af at være i Portugal, og ultramoderne og prangende casinoer. Nedenfor ses henholdsvis det gamle og det nye Lisboa - byens varemærke.

Vi er slet ikke færdige med Macau :-)








Thursday, November 5, 2009

Homeless in Shekou

Vi er blevet sat på gaden! Hårdt og brutalt af vores meget lidt empatiske ejer. Det skal siges, at vi godt vidste, at hun ville sælge lejligheden, da vi har haft et rend af kinesiske besøgende de sidste mange søndage. Vi håbede bare, at hendes pengegriske natur var totalt uforenlig med indgåelse af en kontrakt. Men det lykkedes hende altså, og nu skal vi have fundet en ny lejlighed inden d. 1ste januar. Heldigvis giver kontrakten os en mindre kompensation - hvis ellers vores ejer vil hoste op med den. Det skal for god ordens skyld nævnes, at lejeloven herude er lige så lidt gennemskuelig som al anden lovgivning - i grove træk kan den opsummeres som "money, money, money". Herrens mark dækker formodentlig hele Kina, og hvis der er noget, der ikke kan gro på den, så er det dansk logik og retfærdighedssans. Det er det Vilde Vesten i Øst - med våben der ofte er alt andet end stuerene.

Det er ikke så let at begå sig i den verden som "guilo". Vi har selvfølgelig kontaktet bureauet med Obama-familien i vinduet - hvis de kan få smilet frem hos den familie, kan de vel også gøre os glade. Vi har også kontaktet alle bureauerne med det ene tillokkende tilbud efter det andet i vinduet. Problemet er, at de lejligheder enten liige er blevet lejet ud, at ejeren ikke er i byen, eller at vi ganske enkelt drømmer! "No, no, not available". Markedet er desværre opadgående på det sidste, så vi er lidt spændte på, hvad vi ender med. Så lækkert som vi bor nu, kan vi vist kun drømme om at fortsætte med - det var lidt af et scoop, som Ulrik fandt i sin tid.

Nu sætter vi liden til vores kinesiske kontakt som kender ALLE (dog ikke Obama-familien) i Shekou og omegn og håber, at hun kan trække i de rigtige tråde og bruge de rigtige våben, så vi kommer til at fejre nytår med (acceptabelt) tag over hovedet.

Fortsættelse følger - bl.a. med besked om, om kommende besøgende skal have telt med (kun for sjov, Karin!) ;-)