TILLYKKE!

I dag er det Kinas fødselsdag - en "yngre dame" på 60 år med et farverigt liv bag sig, som vi stadig har svært ved at forstå. Vi har lige set dem hylde ham i fjernsynet - formand Mao på verdens største maleri. Mere end 100.000 mennesker i en parade på Den Himmelske Freds Plads. Alt fra militærudstyr til Disney-lignende, rullende paladser, vinkende børn med balloner og kvindelige, meget skrapt udseende soldater i lårkort. Et imponerende og totalt grotesk skuespil på én gang. Foran en række af ensartede mænd med for store briller, heriblandt den vigtigste som stort set deler efternavn med den nationale øl: Hu Jintao. At de kan gå i takt er der ikke tvivl om - deres militærflyvning var piloterne her omkring dog ikke imponerede over. Især ikke eftersom deres træning til den har lukket luftrummet over Beijing i nu snart to måneder.

Det hele klappede og gik som det skulle - selv himlen var blå. Den havde nu også fået en del kemikalier på det sidste for at forhindre, at den skulle blive lige så grå og regnfuld som den, vi har måttet slås med nede i Syden på det sidste.

Vi bor langt væk og har ikke mærket det store til forberedelserne til den store dag - bortset fra at nettet har været endnu sværere tilgængeligt end det plejer, og at der har været mange fly-forsinkelser. Og så er der kommet røde flag op over det hele, som vajer i vinden og truer med at falde ned, fordi de ikke er sat ordentligt fast. Samme indtryk med paraden. At det hele kunne vælte, hvis der var én, der skubbede til det. Kineserne kan lide det stort og flot, men de har det med at bekymre sig mere om facaden end om fundamentet. De som har læst Vilde Svaner, ved hvad det handler om. Det har kineserne ikke, da bogen stadig er forbudt herude. Vi har købt et par eksemplarer til vores kinesiske venner - om de læser den, ved vi ikke. Om de vil vide, hvad der virkelig skete, ved vi heller ikke. "Vi taler ikke om Kulturevolutionen", sagde en kinesisk advokat til os forleden. Måske er det for tæt på. Måske kræver det en fordybelse og en (selv)ransagelse, som der ganske enkelt ikke er tid til i kapløbet om at blive supermagten over dem alle.

Er på gyngende grund nu og vil slutte. På sofabordet ligger Mao's biografi, skrevet af den samme forfatter som til Vilde Svaner. Kan varmt anbefales. Måske kommer den også til Kina engang. Men det bliver helt sikkert ikke lige med det samme.

NOT the same!

Så er hverdagen sat ind og med den mindre tid til "nice-to-do" aktiviteterne - som for eksempel at opdatere vores blog. Men nu skal det være. Ellers er vi bange for, at vi mister vores læsere og går nedenom om hjem.

På nyhedsfronten er børnene startet skole. For alvor. Med lange dage til kl. 16 hver dag, lektier en masse og med krav til op over begge ører. Noget rigtigt må de imidlertid gøre på den amerikanske skole, for de er begge glade, når de cykler afsted om morgenen, og lige så glade når vi henter dem sidst på dagen. Joachim har udover skolen meldt sig til soccer (IKKE det samme som fodbold!) tre gange om ugen, hvor han så først slipper kl. 18, og Clara spiller hver lørdag morgen. På lørdag skal Joachim med sit hold til en fjernere-liggende provins og spille hele dagen, så han skal afleveres på skolen kl. 6. Bortset fra at nogen af os savner at sove længe, så er det super at se deres energi-niveau og entusiasme. Lektierne kan være noget af en mundfuld, men de er tapre og hænger i og har begge scoret deres første "A'er" - og har indtil nu undgået, at skulle tilbringe fredag eftermiddag på skolen med af lave de opgaver, som skulle være glemt i løbet af ugen. Hvorfor fandt vi ikke selv på det? Amerikansk pædagogik. Der virker.

I børneafdelingen er søhestene på badeværelset desuden vokset - og blevet til rigtigt mange. De ligner endnu ikke heste (og Ulrik mener, de ikke er det, men hvem tror på det?), men de spiser med god appetit, og der er liv i dem. Eller var. Til vores kinesiske rengøringskone hældte dem alle ud i toilettet og fyldte rent vand i Joachims akvarium. Denne gang uden søheste. Det skal så siges til den ellers så skeptiske Ulriks ros, at der var ham, der med hånden prøvede at redde så mange, han kunne. Og der er stadig liv i de få overlevende. Vi har til gengæld skiftet rengøringskone. Ikke pga. fiskene, men fordi hun ikke er så god til at gøre rent. Jeg ved godt, at jeg er på gyngende grund her, hvis jeg begynder at brokke mig over "tjenestefolk", så det lader jeg være med. Kan blot oplyse, at vi nu har fået en ny fillipinsk dame, som virker utroligt sød, og som efter sigende bruger varmt vand. Til de af jer, der må slås med Hjemmeservice eller gøre det selv (som vi altså også har haft for vane, indtil vi blev overmandet af letheden ved at få hjælp herude og nu har tre timer af slagsen om ugen) - så er der altså andre fordele forbundet ved det danske system. I kan f.eks. læse, hvad der står på rengøringsmidlerne, og I kan købe karklude. Nok om det.

På pilotfronten skal det hermed meddeles, at Ulrik nu officielt er blevet udnævnt til Shenzhen Airlines kaptajn. Så han må flyve alene, og er nu endelig blevet chef i eget XXXXpit (jf. censuren herude - til de af jer, der kan huske de første posts). Det ærgerlige ved det er, at han nu skal begynde at arbejde. For alvor. I dag er han taget til Shanghai, derefter Beijing. Forleden var han i Japan.

Mens han fræser rundt til de regionale hotspots fræser jeg rundt på vores nyindkøbte scooter (billede følger). Den er elektrisk, som alt skal være herude. Faktisk er det en "elektrisk cykel", som der står på den, for motordrevne knallerter, scootere osv. er forbudt. Det resulterer i, at man ind imellem ser meget, meget store scooter-lignende cykler med pedaler, som ikke er til anden brug, end at man dermed kan argumentere for, at det er en "cykel". Anyway, vores scooter, trods navnet, er altså en scooter, og den har ikke engang nogen pedaler, og vi kan sidde tre på den og føler os allerede meget lokale. Især fordi den også snart bliver forbudt, da regeringen vil forbyde elektriske knallerter og scootere også. Vi ved ikke hvorfor. Måske fordi, de gør livet lettere.

En scooter der ikke er en scooter, fordi man vælger at kalde den en cykel, er et meget godt eksempel på, at tingene ofte ikke er det, man tror ved første øjekast i Kina. Se godt på billederne her. Man kunne foranlediges til at tro, at det er noget helt andet end lokale, kinesiske mærker. Men der tager vi fejl. NOT the same!!! Så siger vi det....