Vi er lige kommet tilbage fra den mest fantastiske tur til Cambodja. "Vi" er i dette tilfælde Ulrik og jeg, for børnene rejste i stedet til Paris for at besøge deres far. Eller rettere de rejste først til Paris, så til Nice (for at sejle), så til Paris, så til Oslo (for deres fars bryllup), så til Paris igen - og så hjem. I alt 30 timers flyrejse på en uge (Joachim fik det til 40, men ok...). De fik en stor oplevelse - og har mod på at rejse alene til Europa igen som de efterhånden enormt rejsevante UM'ere, de nu engang er (Ulrik kalder dem "DUM'ere", hvilket jo egentlig er ret onskabsfuldt ;-). Så det var altså bare Ulrik og jeg, der tog til Cambodja - dels for at opleve et land, som jeg altid har drømt om at se ud fra overbevisningen om, at det må være som det Vietnam, jeg stiftede bekendtskab med for nu 13 år siden, dels for at se, om det måske kunne være et land, vi kunne overveje at slå os ned i. Vi havde i den forbindelse lavet en aftale om at se et hotel ved Sihanoukville - Cambodja's kystby nr. 1. Ikke for at købe det - men for at blive klogere. Det blev vi også...
Vi startede med et par dage i Phnom Penh på det mest fantastiske og stemningsfulde hotel. Kan vi en gang få sådan et hotel op at køre, ja så har vi realiseret drømmen! Vi udforskede hovedstaden til fods eller i tuc-tuc og blev vildt begejstrerede. Det er en rigtig dejlig by, hvor tiden står stille, hvor folk smiler, selv om de på overfladen ikke altid har meget at smile af, og hvor orangeklædte munke pynter i bybilledet og giver en ro og en harmoni, som er SÅ velkommen, når man til daglig lever med kinesisk kaos og agressivitet. Mange steder skyder små turistbutikker op - men de er smagfulde, i pagt med lokalområdet og meget respektfulde for den kultur, de befinder sig i. Phnom Penh er en smagfuld by. En by som man ikke har lyst til skal ændre sig for meget.Selvfølgelig kommer man på ingen måde uden om, at Cambodja også er fattigdom. En fattigdom der skriger i øjnene. Men den er blandet med smil og håb og mennesker, der virker livsglade på trods af en historie, der er svær at fatte i sit vanvid. Vi dykkede ned i det, besøgte Tuol Sleng, skole omdannet til torturcenter, og gik tur i Killing Fields uden for byen. Det var stærke oplevelser! Den terror, som befolkningen levede under i halvfjerdserne (så kort tid siden...), er både uforståelig og uacceptabel. I fængslet gik vi rundt under blikkene fra mange tusinde ofre, hvis sort-hvide portrætbilleder præger murene (Pol Pot ønskede, at hans bødler tog før-og-efter billeder....). I Killing Fields gik vi på knogler, som endnu ikke er gravet ud af jorden. Læste de mest gruopvækkende beretninger og så mausolæet, der udstiller mange tusinde kranier. Det var forfærdeligt. Og så på en eller anden underlig måde også meget fredfyldt. Måske fordi begge steder var befriende fri for konstruerede "tillægsmoduler" rettet mod turister. Cambodjanerne har ikke gjort noget for at pynte på virkeligheden eller sætte den iscene - de har ladet det hele være, som det var, har ladet virkeligheden tale for sig selv. Måske også fordi orangeklædte munke igen gav en særlig ro og en harmoni midt i al det disharmoniske. Frem for alt måske fordi cambodjanerne står ved deres kultur og ved deres historie.
Som Ulrik siger (eller rettere skriver): "Cambodja har en ligeså grim historie som Kina, men i Cambodja lever de med det, de viser det frem, så verden kan se "ok det var det, der skete". Jeg tror, det har den største betydning, at folket i Cambodja ved, hvad der skete. Det er lige hvad Kina mangler: at indrømme over for sig selv (først), hvad de egentlig godt om deres elskede formand, som var af samme støbning som Hr. Pot, XXXler, XXlin m.fl." Her skal stå en række navne, som er værre end at skrive "XXXXpit", så jeg undskylder, men lader altså selvcensuren råde...
Efter Phnom Penh tog vi ned på kysten til Sihanoukville - og til et førstehåndsindtryk, som var langt fra fantastisk. Kysten er smuk med udsigt til en lang række uspolerede Robison Crusoe-øer. Problemet er bare, at den drukner i skrald! Miljøtankegangen er slet, slet ikke nået hertil - de små backpacker-steder, som har sat sig på området indtil regeringen finder på noget andet at bruge det til, smidder affaldet over hegnet til den ene side, for så at skifte side, når der er fyldt op. Et trist syn. Vi lejede en motorcykel og udforskede området og fandt da også uspolerede, rene hvide strande - men de var ejet af (tomme!) regeringsvenlige hoteller. Spøgelsesagtigt og lidt trist. "Vores" hotel havde for så vidt potentiale - men stedet faldt vi altså ikke for. Måske om 10-15 år, hvis regeringen gerne vil det. Hvis de igen får gang i deres rensningsanlæg, som ligger døde hen, hvis de holder op med at fylde floderne med affald, og hvis de laver et par veje. Måske hvis et internationalt ressort får øje på stedet og poster penge i det - så kunne man som lille spiller lægge sig i kølvandet og nyde godt af deres investeringer. Men bare os to - den holder ikke ;-) Så vi kigger videre - lige nu går tankerne mod Malaysia, Vietnam eller Thailand.....
Tilbage til Phnom Penh og de orangeklædte munke. Vi nød endnu et par dage der, før vi fløj hjem igen og krydsede grænsen til vores hjem, hvor de godt kunne bruge et par munke eller to til at skabe harmoni og ro. Det har den taiwanesiske elektronik-virksomhed Foxconn, som ligger her i Shenzhen, fundet ud af (selv om de går stille med dørene, for munke er ikke velsete hos os....). Efter at medarbejder nummer ti nu har valgt at hoppe ud af vinduet og kaste sig i døden, har de indset, at noget må gøres for at stoppe den bølge af dårlig reklame det giver, når så mange medarbejdere pludselig vælger at begå selvmord. Så de har kaldt munke ind for at skabe en bedre stemning.
Det kunne Shenzhen Airlines også overveje. Jeg ved ikke, om munke kan skabe harmoni blandt frustrerede piloter, men de kunne måske have forhindret, at en stewardesse for nyligt hængte sig selv på lufthavnshotellet pga. ugengældt kærlighed til sin chef. Hendes far burde også have talt med en munk, før han også valgte at hænge sig selv i solidaritet med sin datter.
De er skøre, de kinesere - og de kunne helt sikkert godt bruge en munk eller to ;-)
No comments:
Post a Comment