Facade-ballade

Så er der igen ballade herude. Denne gang er det den kinesiske overflade-fokusering, der får Kaptajnen op at ringe. "Visse vasse, hvorfor hænge sig i bagateller", skrev en ven på Facebook som kommentar til Ulriks forargelse. Jeg giver vennen ret - men hermed også spalteplads til Ulrik. Primært så han ikke eksploderer. Hans scooter er nemlig lige blevet fængslet i endnu et halvt år - til efter Universaden. Samtidig modtager vi, igen i anledning af Universaden og den deraf følgende "hovedrengøring", jævnligt truende skrivelser om, at vi ikke har vores papirer i orden (det har vi ganske rigtigt ikke, fordi det så vil betyde, at vores ejer skal betale skat, hvilket hun nægter - men det er en anden historie...), og derfor kan vente besøg af politiet (lige som alle vores udenlandske naboer, som er fanget i samme fælde). Alt i alt ikke en hyggelig stemning - så vi raser lidt endnu og deler følgende historie om "facade-ballade" ;-)

Poorly Made in China

Boligmarkedet i Kina gløder, og vertikaldemokratiet udsteder en strøm af dekreter for at køle det ned. Når vi kigger rundt her, hvor vi bor, er der det ene store byggeprojekt efter det andet! Der er bare ikke mange af dem, der bliver færdige. Nogle er bygget uden ”blueprint” og står som spøgelseshuse, nogle bygherrer har sikkert ikke bestukket alle de rigtige mennesker, og er derfor ikke kommet videre. Et enkelt projekt er stoppet (efter 6 etager, på andet år), fordi bygherren ville bygge en 30-etagers ejendom lige præcis på det sted, hvor Deng Xiao Peng engang stod og beundrede udsigten og krævede den fortsat uspoleret. Her slår selv de røde kuverter åbenbart ikke til.

Nu er jeg jo ikke arkitekt, men billederne herunder taler vel for sig selv! En 13-etagers ejendom væltede, fordi de først sprang lidt let hen over fundamentet og herefter besluttede at grave ud til parkeringskælder. Hmmm... Hvem ser vel også på fundamentet når bygningen står der? Nej vel? Så man jo lige så godt spare lidt, der er alligevel ingen der går ud fra, at huse er langtidsholdbare i Kina. Desværre kommer spørgsmålet: hvad med her, hvor vi bor (heldigvis ikke jordskælvsområde)? Og et endnu værre spørgsmål : Hvad med resten her i Kina?

Det hele handler om facade, hvilket understreges lige nu, hvor de er ved at forberede Universaden, der skal holdes her i Shenzhen fra den 12. til den 23. august. Hele vores bydel bliver sminket. Mure skyder op over alt, så kan man ikke se rodet bag ved dem (de murede også en container til - i stedet for at flytte den). Mure på én murstens bredde, 500m lange og 2m høje, der bygges på en uge. Overalt. Fortove rives op, og store nye 3cm tykke granitfliser bliver lagt i fine mønstre. Ret smukt faktisk! Lige indtil den første lastbil har kørt på dem, så er vi tilbage til de ujævne mosaikfortov, som vi er vandt til at springe rundt på.

Facaden betyder alt her. Men hvad sker der, når fundamentet under fødderne skrider? Kan man stadig holde masken, når højhuset vælter?

Måske bliver ”Made in Chindia” det nye mærke i nakken.

Kærlighed i Kina

Efter snart to år i Kina skal der efterhånden noget til at overraske os. At de slagter høns i grøntsagsafdelingen i vores lille supermarked (hvor inflationen nærmer sig de 20 procent), er blevet en del af vores dagligdag, lige som vi har vænnet os til katte, rotter og hunde på markedet. At naboen banker i det uendelige, fordi han laver "dumplings" (små dejpakker med alt muligt lækkert inden i - hvorfor man skal banke for at lave dem, har vi endnu ikke fundet ud af), at naboen til den anden side holder høns på balkonen - det får os ikke til at løfte et øjenbryn. Det chokerer os heller ikke længere, når bilerne dytter af et barn i en klapvogn.... midt i en fodgængerovergang... for grønt lys. Vi har lært at dukke os, når overboen snotter ud over balkonen om morgenen, og vi får ikke længere hjertebanken, når de kravler rundt uden på bygningen i tyvende etages højde for at reparere airconditioningen - uden anden form for sikkerhedssele end et gammelt, slidt reb... som kollegaen holder i den ene hånd, mens han ryger en smøg med den anden. I det hele taget er vi nok gået hen og blevet lidt blaserte.

Derfor er det godt, at der stadig er folk fra hjemmefronten, som har mod på at komme ud og besøge os - og kaste et frisk blik på det, der nu er blevet vores hverdag. Senest var det min mor, som nu for anden gang kastede sig ud på den lange rejse. Vi tilbragte nogle dejlige og afslappende dage, hvor alle tre teenagere nød at klage over deres skæbne til en forstående mormor. Hun forstod, hvor hårdt de virkelig har det - at lektiebyrden er for tung, at dagene er for lange, at de har for mange pligter herhjemme... i det hele taget faldt hun bare ind i familien, og det var nogle rigtigt dejlige dage :)

Når ungerne var i skole, var grædemuren imidlertid ledig, og en af dagene tog vi ud til en stor park, hvor vi endnu ikke har været. Den er kendt for sin kæmpe statue af Deng Xiaoping - men det var noget hele andet, der fik os op at ringe.

Lige ved udgangen blev vi pludselig fanget i en mindre skov, hvor træerne var dækket af kinesiske opslag - en kombination af skrift og billeder. Vi brugte lang tid på at gætte på, hvad det kunne være, og kom frem til, at det nok var efterlysninger på forsvundne mennesker. På bænke rundt omkring sad ældre mennesker og holdt billeder frem af deres børn. Trist og tragisk... troede vi. Heldigvis fik vi spurgt to unge piger, som kunne en (meget lille) smule engelsk, og de fik forklaret os den rette sammenhæng: vi befandt os midt i en "dating-skov". De ældre viste billeder frem af deres giftelystne børn eller børnebørn, og træstammerne var dækket af annoncer!

Vi tog derfra helt høje over at være blevet overraskede igen. Måske er vi alligevel ikke helt færdige med vores "kærlighed" til Kina :)

Forårsrengøring

Så har kaptajnen Kina-kuller igen:

Universade! Lyder umiddelbart som om, hele universet er med, men sådan er det ikke. Det er en slags OL for universiteter, og det skal holdes her i Shenzhen. Så ligesom der blev gjort rent i Beijing, da der var OL der, så er de ved at rydde op i hele Shenzhen området nu. Det inkluderer alt - bygninger, veje, træer, blomster, mennesker og transportmiddler. Faktisk blev min elektriske scooter beslaglagt af politiet for en uge siden. En ganske ubehagelig oplevelse med dikta... undskyld magthaverne her i "vertikal-demokratiet". Men nu sviner den og de 15 andre elektriske scootere, der blev taget i samme razzia, ikke Shekous gader mere. Vi kører taxi, og det er renere... synes de åbenbart.

Det var en af den slags oplevelser, der ikke gør min entusiasme for landet i midten større. Den efter min mening personlighedskrænkende indskrænkelse af min frihed (jeg troede virkelig, den var lovlig, meeen en flink politichef fortalte mig, at det var den skam ikke - havde lige glemt, at stort set alt er ulovligt herude), der blev udøvet på bedste facist/kommunistiske stil, med skrig og råb og skubben gav en påmindelse om, at det her ikke er et fredeligt hyggesamfund . Sammenfaldet mellem urolighederne i Mellemøsten og forårsrengøring i Shenzhen er ikke en god blandning. Forøvrigt sagde den flinke politichef, at jeg kunne hente min scooter om en måned!!! Hvad så, er den så ikke ulovlig mere?

Noget godt er der nu også. Sidder lige nu på vej hjem fra Beijing og vi er på TID. Er det bare et tilfælde? Nej da, vi har en VVIP (ja 2 "v"er, et "v" gir de ikke noget for), og derfor har vi ingen forsinkelse. Det fik alle de andre, da vi skulle foran i køen, men ikke os. Jeg fandt endelig ud af, hvem det var, og det er deres stjerne tennisspiller!! Hun kan éne kvinde holde alle andre fly tilbage (med mindre der komme en "v v v", så ryger hun af pinden). Kunne man forstille sig, at SAS fik prioritet, fordi Caroline var med? Ok, gået lidt på klingen fik jeg at vide, at hun sammen med sin stjernestatus som tennisspiller også har en høj position i partiet. Hvilket "v" er hvad, ved jeg ikke.

Nå, tilbage til Universaden. Hele vores lille by Shekou er forvandlet til en stor byggeplads. Der er blå eller hvide 3 meter høje hegn at se på, uanset hvilken café eller restaurant, man sidder på. For ikke at tale om lyden af den kæmpe maskine, der knuser den beton, der blev støbt sidste år. Ren hygge. Der er 159 dage til Universaden, står der på et højt tårn i en rundkørsel i lufthavnen, og så er de færdige!!! Men det er jo Kina, så det, der ikke lige er helt færdigt, bliver på regeringplan udråbt færdigt, og så bliver det dækket af noget, så det ser ud som om, det hele virker, så der også er noget at rive ned efter Universaden.

Samtidig skal de også lige lære et par millioner kinesere at tale engelsk, ha rettet alt deres "chinglish", som fylder meget i gadebilledet (såsom motorvejsskiltet, der viser af mod Shekou Pork), og ha fjernet tiggere og uheldige elementer fra gaden. Hele befolkningen er berørt - småbørn skal gå med blé under Universaden, så de ikke skider på gaden i den uge! Der kommer jo gæster!!

Pyh hvor vi glæder os, til vi blir alene igen :)