Wednesday, August 25, 2010

Mens vi venter på Anna...

Jeg må allerførst berolige familien - Anna, vores seneste og ældste kina-skud på stammen, er vel ankommet og har det godt :-) Hun rejste jo med os herud efter sommerferien i DK - en super dejlig men meget travl "ferie" - for at gå i det, der svarer til 10ende klasse på den samme internationale skole, som Joachim og Clara også går på.

Anna bliver også en jævnlig skribent her på bloggen sammen med Kaptajnen og undertegnede. Faktisk står det på hendes to-do-liste pt., at hun skal skrive et indlæg om sine første indtryk herude fra. Når hun altså en gang får tid. Lige nu har hun alt for travlt med holde styr på det amerikanske skolesystem, nogle meget lange skoledage, bøger på flere tusinde sider og som hun påstår vejer 10 kilo - hver (en skoletaske kan hun indeholde én bog af gangen), indkøb af diverse skolematerialer (man kan ikke få ternet papir i Kina!) og ture på fars scooter ud i den kinesiske og mildest talt kaotiske trafik (med hjelm og stor forsigtighed!).

Ind imellem skal der så liige samles Ikea-møbler til værelset (sammen med Joachim... som om det at samle Ikea-møbler ikke er frustrerende nok i forvejen), købes højtalere (med stuen placeret midt imellem Annas og Joachims værelse ser det sort ud for aftenfreden), badetøj og farvede håndklæder (hvad er der lige galt med vores slidte hvide håndklæder?).

Jeg skal ikke udtale mig på Annas vegne, men da hun godkender dette (hun sidder lige nu og læser World History i 10-kilos-bogen - i mit sofahjørne...), tør jeg godt sige, at hun har det rigtigt godt med masser af mod på det hele :-) Hun savner familien, men der er så meget at give sig i kast med herude, og så mange oplevelser der venter, at hun nok skal ende med at blive rigtigt glad for sin kinesiske tilværelse. Jeg tror faktisk, at det kan ende med, at hun bliver her resten af livet, læser mandarin på universitetet i Beijing, bliver gift med en rig kineser og ......

Godt så! Jeg skal hilse fra Anna og sige, at der IKKE går længe, før hun selv fatter pennen og fortæller sandheden. Hun skal bare lige være færdig med verdenshistorien :-)

No comments:

Post a Comment