Kaptajnen om Kina

Dette er indledningen på en ny, fast rubrik her på bloggen. Ulrik er nemlig blevet så inspireret af de mange forsinkelser på sit job og endeløse timer i et XXXXpit med en styrmand, som enten ikke kan eller gider føre en samtale på engelsk, at han er begyndt at skrive. Det er der kommet en masse tanker ud af, som vi fremover vil offentliggøre i mindre afsnit (nogen gange lettere censureret af blogadministratoren ;-).

Om facts and figures på kinesisk

Kina har brugt flere penge på Expo 2010 end de gjorde på OL i Bejing, som ellers var det dyreste OL til dato. Men det ser ud til at være indenrigspolitik det handler om (og med 1,3 Mia mennesker er det et stort ministerium): det handler om at vise Kina, hvad Kina er i stand til i 2010 (efter de er kommet til penge).

De regner med 70 Mill besøgende igennem hele Expo 2010, som varer 184 dage - et snit på 380,000 pr dag. Ifølge international presse er kun ca 3% udlændinge, og læser man en avis fra Hong Kong (mindre censureret), så var der solgt 350.000 billetter til deres kæmpe åbning af Expo, men kun 205.000 kom. Hmm ”solgt” 350.000 eller givet væk måske... ”Folk havde måske andre planer”, udtalte Chefen for Expo.

Nu er tal i Kina noget, man sætter, som man har lyst, eller som man gerne vil have, det skal være. Er det så ”løgn”? Døm selv - overdrivelse fremmer forståelsen ;-)

Jeg har et sjovt eksempel fra vores egen baghave, vores kære ”bjerg”, som vi bruger til at holde os i form på. ”Bjerg” - det er ca 350m højt og består af ca 4000 trappetrin hele vejen over, og det er et dejligt sted. Fred og ro og man går mellem træer det meste af vejen.Vi læste om dets skønhed i avisen, og ja, jeg syntes det er et skønt sted, men vi læste også om, hvor populært det er, og hvor mange der bruger det. Og det havde vi svært ved at genkende.

De skriver, at 10.000 Mennesker går over bjerget til hverdag og 40.000 mennesker i weekenden. Vi går der imidlertid 2-3 gange om ugen, og sjovt nok møder vi aldrig alle de mennesker! Vi har talt dem, vi har mødt på det sidste, og er nået frem til, at det er en overdrivelse på omkring 3000%.

Samme avis skrev, at Shenzhen (mellem 8-16 Mill. indbyggere alt efter hvem man spørger) manglede busser og cykelstier. 2 dage senere i samme avis kunne man så læse, at 1750 nye busser er sat ind, og bystyret har fået til opgave at skabe 200 km nye cykelstier på en måned. Godt nok er kineserne gode til masseproduktion men alligevel!!

Så når man siger, at Kinas vækst er 11,5%, så er det vel noget, man er har besluttet? Eller er løgn en livsform, man skal regne med i helheden?

Mens vi er ved tal, så kan jeg huske deres CO2 nedbringelse på 45% i 2020 (fra 2005 niveau), som de lovede på det mere eller mindre vellykkede klimatopmøde i København. Danmark og mange andre lande kunne max love 20% CO2 cut i 2020. Det gjorde Kina et meget stort nummer ud af her.Det stod plastret i alle deres aviser, at de lovede mere end dobbelt af resten af verden. Men hvordan kan de så klippe 45% af deres udslip? Jo det kan de, fordi det, de lover, er 45% lavere CO2 udslip i 2020 - i forhold til det udslip de regnede med, hvis de ikke gjorde noget! Og det, de regnede med, var en stigning på næste 100% pga landets enorme expansion. Så 45% af 100 er altså en stigning på kun 55% i forhold til 2005, som var en stigning på 10000% (kinesisk overdrivelse da jeg ikke kan finde tal) de sidste 10 år. Men det lyder jo fint. Propaganda ministeriet virker som det skal, og folk køber det!!

Mens vi er ved miljøet, så skal det siges, at mange Kinesere (igen har jeg det fra aviser og ikke fra mine styrmænd) mener, at global opvarmning er en Amerikansk opfundet konspiration mod den 3. verden for at holde den 3. verden, hvor den er! Den lader vi stå til nærmere eftertanke...

En munk ved hånden er bedre end ...

Vi er lige kommet tilbage fra den mest fantastiske tur til Cambodja. "Vi" er i dette tilfælde Ulrik og jeg, for børnene rejste i stedet til Paris for at besøge deres far. Eller rettere de rejste først til Paris, så til Nice (for at sejle), så til Paris, så til Oslo (for deres fars bryllup), så til Paris igen - og så hjem. I alt 30 timers flyrejse på en uge (Joachim fik det til 40, men ok...). De fik en stor oplevelse - og har mod på at rejse alene til Europa igen som de efterhånden enormt rejsevante UM'ere, de nu engang er (Ulrik kalder dem "DUM'ere", hvilket jo egentlig er ret onskabsfuldt ;-).

Så det var altså bare Ulrik og jeg, der tog til Cambodja - dels for at opleve et land, som jeg altid har drømt om at se ud fra overbevisningen om, at det må være som det Vietnam, jeg stiftede bekendtskab med for nu 13 år siden, dels for at se, om det måske kunne være et land, vi kunne overveje at slå os ned i. Vi havde i den forbindelse lavet en aftale om at se et hotel ved Sihanoukville - Cambodja's kystby nr. 1. Ikke for at købe det - men for at blive klogere. Det blev vi også...

Vi startede med et par dage i Phnom Penh på det mest fantastiske og stemningsfulde hotel. Kan vi en gang få sådan et hotel op at køre, ja så har vi realiseret drømmen! Vi udforskede hovedstaden til fods eller i tuc-tuc og blev vildt begejstrerede. Det er en rigtig dejlig by, hvor tiden står stille, hvor folk smiler, selv om de på overfladen ikke altid har meget at smile af, og hvor orangeklædte munke pynter i bybilledet og giver en ro og en harmoni, som er SÅ velkommen, når man til daglig lever med kinesisk kaos og agressivitet. Mange steder skyder små turistbutikker op - men de er smagfulde, i pagt med lokalområdet og meget respektfulde for den kultur, de befinder sig i. Phnom Penh er en smagfuld by. En by som man ikke har lyst til skal ændre sig for meget.

Selvfølgelig kommer man på ingen måde uden om, at Cambodja også er fattigdom. En fattigdom der skriger i øjnene. Men den er blandet med smil og håb og mennesker, der virker livsglade på trods af en historie, der er svær at fatte i sit vanvid. Vi dykkede ned i det, besøgte Tuol Sleng, skole omdannet til torturcenter, og gik tur i Killing Fields uden for byen. Det var stærke oplevelser! Den terror, som befolkningen levede under i halvfjerdserne (så kort tid siden...), er både uforståelig og uacceptabel. I fængslet gik vi rundt under blikkene fra mange tusinde ofre, hvis sort-hvide portrætbilleder præger murene (Pol Pot ønskede, at hans bødler tog før-og-efter billeder....). I Killing Fields gik vi på knogler, som endnu ikke er gravet ud af jorden. Læste de mest gruopvækkende beretninger og så mausolæet, der udstiller mange tusinde kranier. Det var forfærdeligt. Og så på en eller anden underlig måde også meget fredfyldt. Måske fordi begge steder var befriende fri for konstruerede "tillægsmoduler" rettet mod turister. Cambodjanerne har ikke gjort noget for at pynte på virkeligheden eller sætte den iscene - de har ladet det hele være, som det var, har ladet virkeligheden tale for sig selv. Måske også fordi orangeklædte munke igen gav en særlig ro og en harmoni midt i al det disharmoniske. Frem for alt måske fordi cambodjanerne står ved deres kultur og ved deres historie.

Som Ulrik siger (eller rettere skriver): "Cambodja har en ligeså grim historie som Kina, men i Cambodja lever de med det, de viser det frem, så verden kan se "ok det var det, der skete". Jeg tror, det har den største betydning, at folket i Cambodja ved, hvad der skete. Det er lige hvad Kina mangler: at indrømme over for sig selv (først), hvad de egentlig godt om deres elskede formand, som var af samme støbning som Hr. Pot, XXXler, XXlin m.fl." Her skal stå en række navne, som er værre end at skrive "XXXXpit", så jeg undskylder, men lader altså selvcensuren råde...

Efter Phnom Penh tog vi ned på kysten til Sihanoukville - og til et førstehåndsindtryk, som var langt fra fantastisk. Kysten er smuk med udsigt til en lang række uspolerede Robison Crusoe-øer. Problemet er bare, at den drukner i skrald! Miljøtankegangen er slet, slet ikke nået hertil - de små backpacker-steder, som har sat sig på området indtil regeringen finder på noget andet at bruge det til, smidder affaldet over hegnet til den ene side, for så at skifte side, når der er fyldt op. Et trist syn. Vi lejede en motorcykel og udforskede området og fandt da også uspolerede, rene hvide strande - men de var ejet af (tomme!) regeringsvenlige hoteller. Spøgelsesagtigt og lidt trist. "Vores" hotel havde for så vidt potentiale - men stedet faldt vi altså ikke for. Måske om 10-15 år, hvis regeringen gerne vil det. Hvis de igen får gang i deres rensningsanlæg, som ligger døde hen, hvis de holder op med at fylde floderne med affald, og hvis de laver et par veje. Måske hvis et internationalt ressort får øje på stedet og poster penge i det - så kunne man som lille spiller lægge sig i kølvandet og nyde godt af deres investeringer. Men bare os to - den holder ikke ;-) Så vi kigger videre - lige nu går tankerne mod Malaysia, Vietnam eller Thailand.....

Tilbage til Phnom Penh og de orangeklædte munke. Vi nød endnu et par dage der, før vi fløj hjem igen og krydsede grænsen til vores hjem, hvor de godt kunne bruge et par munke eller to til at skabe harmoni og ro. Det har den taiwanesiske elektronik-virksomhed Foxconn, som ligger her i Shenzhen, fundet ud af (selv om de går stille med dørene, for munke er ikke velsete hos os....). Efter at medarbejder nummer ti nu har valgt at hoppe ud af vinduet og kaste sig i døden, har de indset, at noget må gøres for at stoppe den bølge af dårlig reklame det giver, når så mange medarbejdere pludselig vælger at begå selvmord. Så de har kaldt munke ind for at skabe en bedre stemning.

Det kunne Shenzhen Airlines også overveje. Jeg ved ikke, om munke kan skabe harmoni blandt frustrerede piloter, men de kunne måske have forhindret, at en stewardesse for nyligt hængte sig selv på lufthavnshotellet pga. ugengældt kærlighed til sin chef. Hendes far burde også have talt med en munk, før han også valgte at hænge sig selv i solidaritet med sin datter.

De er skøre, de kinesere - og de kunne helt sikkert godt bruge en munk eller to ;-)