(Gammelt) nyt fra dengang, hvor kaptajnen blev kaptajn i Kina:Den 7. september 2009 fløj jeg mit release check her i Shenzhen Airlines - hvilket betyder, at man får lov til at flyve alene fremover, hvis man består det (hvilket jeg gjorde, og hvilket er grunden til, at vi er her endnu :-).
Efter ca. 50 flyvetimer med kun vestlige instruktører, skulle jeg releases af en kinesisk instruktør. Der var der ikke mange af os, der kunne udtale hans navn, så vi kaldte ham ”Tony the Terminator Toupé”. "Terminator" fordi han havde dumpet samtlige vestlige kaptajner, han havde haft til prøve, "Toupé" med reference til hans frisure.
Jeg var i sagens natur nervøs og mødte op i god tid - måske med håbet om lidt indledende høflighedsfraser. Med et "huh huh" til hilsen gik det imidlertid op for mig, at Tony's engelskkundskaber var mere end begrænsede. Han gad ikke høre min briefing, det var bare at komme af sted. Da vi sad i cockpittet og var klar, fik vi lige 45 min forsinkelse. Det kunne jeg godt have undværet, da selv "hello" var uden reaktion. Det gik dog op for mig (kommunikation på højt plan: han legede jagerfly med hænderne, mens han sagde "ratatatatatat"!), at Tony havde været jagerpilot og skudt Amerikanere ned under Vietnam-krigen...
Mens vi sidder og venter og venter finder han så ud af, at han har lange negle, og at de skal klippes... nu! Så frem med en 3 i én, og så flyver der ellers neglestumper rundt i cockpittet. Da han er færdig, gør styrmanden, som sidder i midten, det samme som chefen. Hmm kulturforskelle... ja det må jeg indrømme. Da vi efter en evighed endelig får lov at taxie ud og holde lige før banen, er det en stor lettelse: nu skal vi endelig i gang. Tror jeg....
Rigtigt mange kinesiske mænd går med et armbånd af perler, der symboliserer mange forskellige ting: penge, lykke, godt helbred og en masse andet. Tony havde også sådan et på i jade, det var i hvert fald grønt. Lige da vi drejer ind på startbanen, drejer Tony sig i stolen, hans armbånd får fat i rattet, det går i stykker, og 18 grønne perler sprøjter rundt i cockpittet. Det her er ca. 15 sec., før vi burde give gas på motorerne. I de vestlige lande, jeg har fløjet i, ville man nu lade perler være perler og starte, men hr. Tony spænder sine sikkerhedsbælter af, og med røven i vejret begynder han nu at samle perler sammen. Da jeg ikke kan tale med ham, siger jeg til styrmanden, der står for kommunikationen mellem os og kontroltårnet, at vi hellere må taxie væk fra banen, da vi spærrer hele lufthavnen nu. Styrmanden, der af rangmæssige årsager ikke vil pisse den høje instruktør af, spiser mig af med et ”maybe ok captain”. Jeg prøver igen at gøre ham forståeligt, at vi spærrer hele lufthavnen, og at hvis ikke Tony sætter sig i sædet, så kører vi altså væk fra banen.Tony er imidlertid færdig med at samle perler og er ved at spænde sig fast igen. Tårnet spørger igen, om vi ikke har tænkt os at starte, og med et "huh" fra Tony kan jeg forstå, at han er ved at være klar. Da vi endelig spoler motorerne op og accelererer, kan vi høre alle de perler, han ikke fik samlet op, trille tilbage i cockpittet.
Anflyvningen til den første lufthavn, vi skulle til, gik fint, syntes jeg, men i 5 km´s højde siger Tony noget, styrmanden oversætter til: ” kan du se bane?” Nej, må jeg indrømme, for det kunne jeg ikke. Hvorefter Tony kobler alt automatik fra og siger, jeg bare skal lande ved at se ud af vinduet...
På vej tilbage til Shenzhen sidder styrmanden og hr. T og taler meget, og jeg kan indimellem høre mit navn, som her i Kina er noget i retning af "preedaa". Så siger styrmanden til mig: ”if you not mess up, maybe you pass”.....
No comments:
Post a Comment