Tanker fra XXX-pittet

Har lige lidt tid her, sidder og venter i Shenzhen i flyet, her hedder det flow control, når man sidder og glor i timer. Man informerer dog ikke passagerne fordi ”cultural differences”, som jeg jo på ingen måde forstår, ifølge styrmanden, men man/jeg får hurtigt den holdning ”I don´t give a shit”, passer bare mit arbejde, så må de passe resten. Vi er nummer 31 til at starte og 5-15 min mellem fly jubii

Nå, men ud over det går det rigtig godt her i Kina´s totalitære regime, nå nej det hedder ”People’s Republic of China” og det er, fordi folket bestemmer,,,,,,,, har ikke den fjerneste ide om, hvad de bestemmer, men det siger demokratiet her, at de gør, så det har de bare at gøre. Her hedder det ”vertikalt Demokrati”, og det betyder vel, at den der sidder helt i toppen bestemmer demokratisk over alle dem, han træder på, eller er det bare mig og min misforståelse (cultural difference).

Var lige en anden ting jeg heller ikke forstod. Min fødselsdag har de udnævnt til national sørgedag, ikke på grund af mig, tror jeg, men på grund af et jordskælv der var oppe nordvest på for et par uger siden, der døde lidt over 2000 mennesker, hvilket i min optik ikke er meget sammelignet med de 70mill+ deres elskede formand slog ihjel, men shhhyyyy det var bare en fejl, og vi har tilgivet ham. Så! Så taler vi ikke mere om det, det er jo ovre! Eller? Nå men den nationale sørgedag betød, at alle, læs alle tv kanaler sendte tudetv med kinesisk strækmarch, og på vores betalingskanaler (discovery, star movie +et par mere) stod, at der ikke kunne sendes, da der ikke måtte sendes ”underholdning” idag, så det er vel folkets frie vilje, man beskytter. Med ordre om, at nu skal du sørge.

Vi har det faktisk godt her, har lige skrevet kontrakt til 07. Juli 2012, får en lønstigning på 1000US. Og så noget med sygedage og ferie. Satser på at blive kontrakten ud, vi lever godt, børn stortrives, og vi sparer ret meget op.

Vi tager til Cambodia på søndag, bare Mette og mig, dejligt, (børn tager til Frankrig). Skal være 2 dage i Phnom Penh, på et lille luksus hotel med egen pool til værelset, lidt lækkert. Så tager vi til Sihanoukville som er badebyen på sydvestkysten, den samme kyst som kommer oppe fra Thailand syd for Pataya. Vi skal ned og bare slappe helt af, men vi skal også se på et hotel og prøve at få en fornemmelse af, om det er et land, vi har lyst til at bo i. Ved stadig ikke om det bare er en utopisk drøm om et lille hotel, men nu ser det ud til at komme tættere på, og hvem ved, måske kan det lade sig gøre. Vi er klar over, at vi bliver snydt i starten, men det er lidt med i budgettet, ligesom skat ikke rigtig er slået an i Cambodia. Eller de gør det bare på en anden måde, der skal bestikket til højre og venstre. Men det er gamet, så må vi bare se, hvor mange omgange vi taber, inden vi lærer at spille med.

Jobbet her er ok, skal lige finde ud af, at vi bare er her som kransekagefigur, eller fordi der skal være en kaptajn, og fra denne måned endda en, der taler engelsk, hvis der skal flyves på Bejing. Vi er ret populære blandt styrmændene, er min fornemmelse, sikkert fordi vi behandler dem med respekt, noget som de absolut ikke bliver af Kinesiske kaptajner. De lever i en tid, der ikke er mere (i den vestlige verden), men vi har alle mødt typerne, der er hævet over alle andre (medmindre de møder en, der er over dem, så kryber de som en våd hund). Vi er, tror jeg, et nødvendigt onde set med en Kinesisk kaptajns øjne. Men det er utroligt svært at vide, fordi de ikke taler engelsk, og her mener jeg intet! Ikke ”hej” eller ”farvel” eller andet, nada, så kan være jeg misforstår dem, at de bare er lidt ”flove” over ikke at kunne tale med os.

Kaptajnerne elsker os ikke, vi brokker os, når de ryger i bussen og i cockpittet, hvilket er et brud på den frihed alle Kinesere har til at smide affald over alt og svine og larme, som det passer dem, her er ”cultural difference”, får stadig en syg synketrang når én i den umiddelbare nærhed forbereder en gigant snotter, der efter deres kultur jo skal ud, lige nu og her, og her kan være på gulvet ummidelbart ved siden af patienten på et hospital (selvoplevet).
Er jeg super negativ? Håber jeg ikke, for det er en stor oplevelse at leve i et så anderledes land med mennesker, der tænker så meget anderledes.

Har da fundet ud af, af Kina er ikke landet jeg skal blive i rigtig længe, kan sagtens være her nogle år, men har det svært med deres kultur og mangel på frihed. Specielt mangel på fri tanke.
Jeg tror aldrig, jeg har mødt så egoistiske og kapitalistiske mennesker som dem, jeg omgås, men det er kun den klasse (styrmænd, kaptajner, ejendomsmæglere, lejlighedsejere, etc.) jeg omgås, tror at bunden af Kina (økonomisk) har det ok. Dem der fejer det bjerg, vi bruger til træne på, dem der fejer hovedveje med håndholdt kost eller klipper hække og træer på de uendeligt lange motorveje med en manuel hækkesaks virker superglade. Dem der gør rent i det kompleks, vi bor i, og vagterne er vildt smilende og meget meget søde og virker slet ikke, egoistiske, de virker som om, de har accepteret dere plads og er rigtig glade der.

De ser ikke ud til at have lyst til at ændre deres liv, måske har de fået at vide at det kan de ikke alligevel. Meget modsat den Amerikanske model hvor alle tror/ved, de kan blive millionærer, hvis bare de gider.

Nå, men nu er vi kun nummer 8, og vi skal ha 158 normal-kinesere og 8 vips med, her har vi jo første klasse med sleeper seats, og når man køber det, så kommer man til flyet i en guldbus, der står VIP på siden af (se mig, se mig).

Wauw der kommer 3 Dalai Lamaer (orange kjole og guldhat), lidt synd de bliver betragtet som terrorister her i landet, de ser ud til at være de eneste, der er i balance med sig selv her, styrmanden valgte at ignorere min joke om, at vi ikke kunne falde ned, når vi har hr. Lama med.

Endnu en dag på kontoret.

Ulrik