Død og pine!

Der er 55 mulige årsager til, at man kan blive idømt dødsstraf i Kina. Det er 13 årsager mindre end for blot et halvt år siden, og et af argumenterne for, at Kina i dag hævder, at menneskerettigheder ikke er en by i Rusland. Før kunne man eksempelvis blive idømt dødsstraf for at smugle nationale klenodier eller ædelstene ud af landet. Det kan man ikke længere. Men der er altså 55 gode grunde tilbage.

Her i weekenden kunne vi så læse følgende i avisen. Der er jo slet ingen grænser for kinesernes blødsødenhed!

"The Country's top court said yesterday that all the country's death penalty cases will carry two years reprieve with the exception for those criminals who are condemned to immediate execution." Stakkels dem der er i den forkerte kategori. Vi lader udsagnet stå...

PS Forleden læste vi om en mand, der var dømt til døden for at have slået sin kone ihjel. Han var én af dem, der fik den omtalte to-årige strafudsættelse. Det var heldigt, for efter det første år dukkede konen pludselig op igen.

Friske øjne

Det skønneste ved at få besøg herude er, at vi ikke alene får et frisk pust (og lakrids) hjemmefra men også et nyt blik på det Kina, som vi til tider bander langt væk. Senest var det her i Påsken, hvor vi gentog successen fra sidste år med 10 mennesker i lejligheden. Denne gang var det min yngste storesøster, hendes mand og deres to piger, samt den faste bestanddel i sofahjørnet (det er ellers mit!), når det er ferie i DK - Henrik :-)

Kina var en premiere for familien. Og selv om vi vanen tro gjorde vores for at skræmme dem væk - lige fra kyllingefødder på hovedpuden som velkomstgave til en tur på det lokale marked, hvor burhøns får en helt ny betydning - så beholdt de deres nysgerrighed og positive indstilling til det hele. Damn. Ikke engang en fodmassage kunne vippe Peter af pinden.

Vi fik både fejret min søsters og Ulriks fødselsdag, mens de var her. Min søster fik en kinesisk dragelagkage leveret til døren (se billedet - og kom igen med jeres danske lagkager) - Ulrik fik en tur i Window of the World, hvor kineserne har lavet tro kopier af verdens turiststeder, så de ikke behøver rejse ud for at se dem. Det nød han. Især da min søster og hendes piger efter 4 timer brokkede sig over, at vi hoppede over en enkelt lille-bitte (og uinteressant) attraktion. Hvem sagde nysgerrig?


















De første dage fløj afsted med ture i lokalmiljøet, besøg hos negledamerne, fodmassage og en lille tur på vores lokale bjerg. Det skal her slås fast, at alle nåede op - måske det snart var på tide med en familie-bjergtrøje :-) Vi fik også spist kinesisk og sunget karaoke med vores kinesiske venner. Det skal her slås fast, at Lena GODT kan spise med pinde. Det tager bare lidt tid. Det skal også slås fast, at der IKKE er nogen sangtalenter i familien.

Vi tilbragte herefter to dage i Hong Kong, hvor det - for første gang - lykkedes os at vise udsigten fra The Peak i klart vejr. Vi fik set en masse! Især af H&M, som er meget større i Hong Kong end derhjemme... Vi fik også gået en masse. Har et indre billede af Malene på meget stive bjerg-ben på vej op og ned af Hong Kong's mange trapper. Og hun var vist ikke den eneste, der led ;-)

De resterende dage gik med indkøb og sightseeing, og pludselig stod vi igen i færgeterminalen. Fulde af indtryk og frustration over, hvor hurtigt tiden var gået - men også fulde af rigtigt dejlige oplevelser, minder og ikke mindst et mildere syn på Kina. Det hele er bare lidt sjovere og mere farverigt, når man har gæster :-)

Sidst men ikke mindst, så kommer her udvalgte forudindfattede meninger, som vi fik manet i jorden. De er nok temmeligt indforståede, men fortjener deres plads i familie-krøniken:

1. Henrik er ikke os alle intellektuelt overlegen, som han påstod engang (da han var meget ung) - han får kamp til stregen af Malene. De to kan diskutere!


2. Peter kan, modsat hvad han ellers har måtte give udtryk for, godt lide, at andre nusser hans fødder!


3. Mathilde har en fascination for krybdyr. Vi anbefaler et besøg i terrariet i zoologisk have - næsten lige så godt som en tur i vores køkken.


4. Mathilde og Malene kan faktisk godt vågne hurtigt om morgenen - de skal bare have blitz-lys i hovedet.


5. Lena kan ikke blot spise med pinde - hun kan også tale kinesisk. Respekt!

Vi takker vores gæster for deres glade og positive syn på Kina. De fik både kineserne og os til at spærre øjnene op :-)

PS Vores tre herboende børn er ikke gået hjemmefra - de er bare ikke lige med på de her billeder ;-)

Facade-ballade

Så er der igen ballade herude. Denne gang er det den kinesiske overflade-fokusering, der får Kaptajnen op at ringe. "Visse vasse, hvorfor hænge sig i bagateller", skrev en ven på Facebook som kommentar til Ulriks forargelse. Jeg giver vennen ret - men hermed også spalteplads til Ulrik. Primært så han ikke eksploderer. Hans scooter er nemlig lige blevet fængslet i endnu et halvt år - til efter Universaden. Samtidig modtager vi, igen i anledning af Universaden og den deraf følgende "hovedrengøring", jævnligt truende skrivelser om, at vi ikke har vores papirer i orden (det har vi ganske rigtigt ikke, fordi det så vil betyde, at vores ejer skal betale skat, hvilket hun nægter - men det er en anden historie...), og derfor kan vente besøg af politiet (lige som alle vores udenlandske naboer, som er fanget i samme fælde). Alt i alt ikke en hyggelig stemning - så vi raser lidt endnu og deler følgende historie om "facade-ballade" ;-)

Poorly Made in China

Boligmarkedet i Kina gløder, og vertikaldemokratiet udsteder en strøm af dekreter for at køle det ned. Når vi kigger rundt her, hvor vi bor, er der det ene store byggeprojekt efter det andet! Der er bare ikke mange af dem, der bliver færdige. Nogle er bygget uden ”blueprint” og står som spøgelseshuse, nogle bygherrer har sikkert ikke bestukket alle de rigtige mennesker, og er derfor ikke kommet videre. Et enkelt projekt er stoppet (efter 6 etager, på andet år), fordi bygherren ville bygge en 30-etagers ejendom lige præcis på det sted, hvor Deng Xiao Peng engang stod og beundrede udsigten og krævede den fortsat uspoleret. Her slår selv de røde kuverter åbenbart ikke til.

Nu er jeg jo ikke arkitekt, men billederne herunder taler vel for sig selv! En 13-etagers ejendom væltede, fordi de først sprang lidt let hen over fundamentet og herefter besluttede at grave ud til parkeringskælder. Hmmm... Hvem ser vel også på fundamentet når bygningen står der? Nej vel? Så man jo lige så godt spare lidt, der er alligevel ingen der går ud fra, at huse er langtidsholdbare i Kina. Desværre kommer spørgsmålet: hvad med her, hvor vi bor (heldigvis ikke jordskælvsområde)? Og et endnu værre spørgsmål : Hvad med resten her i Kina?

Det hele handler om facade, hvilket understreges lige nu, hvor de er ved at forberede Universaden, der skal holdes her i Shenzhen fra den 12. til den 23. august. Hele vores bydel bliver sminket. Mure skyder op over alt, så kan man ikke se rodet bag ved dem (de murede også en container til - i stedet for at flytte den). Mure på én murstens bredde, 500m lange og 2m høje, der bygges på en uge. Overalt. Fortove rives op, og store nye 3cm tykke granitfliser bliver lagt i fine mønstre. Ret smukt faktisk! Lige indtil den første lastbil har kørt på dem, så er vi tilbage til de ujævne mosaikfortov, som vi er vandt til at springe rundt på.

Facaden betyder alt her. Men hvad sker der, når fundamentet under fødderne skrider? Kan man stadig holde masken, når højhuset vælter?

Måske bliver ”Made in Chindia” det nye mærke i nakken.

Kærlighed i Kina

Efter snart to år i Kina skal der efterhånden noget til at overraske os. At de slagter høns i grøntsagsafdelingen i vores lille supermarked (hvor inflationen nærmer sig de 20 procent), er blevet en del af vores dagligdag, lige som vi har vænnet os til katte, rotter og hunde på markedet. At naboen banker i det uendelige, fordi han laver "dumplings" (små dejpakker med alt muligt lækkert inden i - hvorfor man skal banke for at lave dem, har vi endnu ikke fundet ud af), at naboen til den anden side holder høns på balkonen - det får os ikke til at løfte et øjenbryn. Det chokerer os heller ikke længere, når bilerne dytter af et barn i en klapvogn.... midt i en fodgængerovergang... for grønt lys. Vi har lært at dukke os, når overboen snotter ud over balkonen om morgenen, og vi får ikke længere hjertebanken, når de kravler rundt uden på bygningen i tyvende etages højde for at reparere airconditioningen - uden anden form for sikkerhedssele end et gammelt, slidt reb... som kollegaen holder i den ene hånd, mens han ryger en smøg med den anden. I det hele taget er vi nok gået hen og blevet lidt blaserte.

Derfor er det godt, at der stadig er folk fra hjemmefronten, som har mod på at komme ud og besøge os - og kaste et frisk blik på det, der nu er blevet vores hverdag. Senest var det min mor, som nu for anden gang kastede sig ud på den lange rejse. Vi tilbragte nogle dejlige og afslappende dage, hvor alle tre teenagere nød at klage over deres skæbne til en forstående mormor. Hun forstod, hvor hårdt de virkelig har det - at lektiebyrden er for tung, at dagene er for lange, at de har for mange pligter herhjemme... i det hele taget faldt hun bare ind i familien, og det var nogle rigtigt dejlige dage :)

Når ungerne var i skole, var grædemuren imidlertid ledig, og en af dagene tog vi ud til en stor park, hvor vi endnu ikke har været. Den er kendt for sin kæmpe statue af Deng Xiaoping - men det var noget hele andet, der fik os op at ringe.

Lige ved udgangen blev vi pludselig fanget i en mindre skov, hvor træerne var dækket af kinesiske opslag - en kombination af skrift og billeder. Vi brugte lang tid på at gætte på, hvad det kunne være, og kom frem til, at det nok var efterlysninger på forsvundne mennesker. På bænke rundt omkring sad ældre mennesker og holdt billeder frem af deres børn. Trist og tragisk... troede vi. Heldigvis fik vi spurgt to unge piger, som kunne en (meget lille) smule engelsk, og de fik forklaret os den rette sammenhæng: vi befandt os midt i en "dating-skov". De ældre viste billeder frem af deres giftelystne børn eller børnebørn, og træstammerne var dækket af annoncer!

Vi tog derfra helt høje over at være blevet overraskede igen. Måske er vi alligevel ikke helt færdige med vores "kærlighed" til Kina :)

Forårsrengøring

Så har kaptajnen Kina-kuller igen:

Universade! Lyder umiddelbart som om, hele universet er med, men sådan er det ikke. Det er en slags OL for universiteter, og det skal holdes her i Shenzhen. Så ligesom der blev gjort rent i Beijing, da der var OL der, så er de ved at rydde op i hele Shenzhen området nu. Det inkluderer alt - bygninger, veje, træer, blomster, mennesker og transportmiddler. Faktisk blev min elektriske scooter beslaglagt af politiet for en uge siden. En ganske ubehagelig oplevelse med dikta... undskyld magthaverne her i "vertikal-demokratiet". Men nu sviner den og de 15 andre elektriske scootere, der blev taget i samme razzia, ikke Shekous gader mere. Vi kører taxi, og det er renere... synes de åbenbart.

Det var en af den slags oplevelser, der ikke gør min entusiasme for landet i midten større. Den efter min mening personlighedskrænkende indskrænkelse af min frihed (jeg troede virkelig, den var lovlig, meeen en flink politichef fortalte mig, at det var den skam ikke - havde lige glemt, at stort set alt er ulovligt herude), der blev udøvet på bedste facist/kommunistiske stil, med skrig og råb og skubben gav en påmindelse om, at det her ikke er et fredeligt hyggesamfund . Sammenfaldet mellem urolighederne i Mellemøsten og forårsrengøring i Shenzhen er ikke en god blandning. Forøvrigt sagde den flinke politichef, at jeg kunne hente min scooter om en måned!!! Hvad så, er den så ikke ulovlig mere?

Noget godt er der nu også. Sidder lige nu på vej hjem fra Beijing og vi er på TID. Er det bare et tilfælde? Nej da, vi har en VVIP (ja 2 "v"er, et "v" gir de ikke noget for), og derfor har vi ingen forsinkelse. Det fik alle de andre, da vi skulle foran i køen, men ikke os. Jeg fandt endelig ud af, hvem det var, og det er deres stjerne tennisspiller!! Hun kan éne kvinde holde alle andre fly tilbage (med mindre der komme en "v v v", så ryger hun af pinden). Kunne man forstille sig, at SAS fik prioritet, fordi Caroline var med? Ok, gået lidt på klingen fik jeg at vide, at hun sammen med sin stjernestatus som tennisspiller også har en høj position i partiet. Hvilket "v" er hvad, ved jeg ikke.

Nå, tilbage til Universaden. Hele vores lille by Shekou er forvandlet til en stor byggeplads. Der er blå eller hvide 3 meter høje hegn at se på, uanset hvilken café eller restaurant, man sidder på. For ikke at tale om lyden af den kæmpe maskine, der knuser den beton, der blev støbt sidste år. Ren hygge. Der er 159 dage til Universaden, står der på et højt tårn i en rundkørsel i lufthavnen, og så er de færdige!!! Men det er jo Kina, så det, der ikke lige er helt færdigt, bliver på regeringplan udråbt færdigt, og så bliver det dækket af noget, så det ser ud som om, det hele virker, så der også er noget at rive ned efter Universaden.

Samtidig skal de også lige lære et par millioner kinesere at tale engelsk, ha rettet alt deres "chinglish", som fylder meget i gadebilledet (såsom motorvejsskiltet, der viser af mod Shekou Pork), og ha fjernet tiggere og uheldige elementer fra gaden. Hele befolkningen er berørt - småbørn skal gå med blé under Universaden, så de ikke skider på gaden i den uge! Der kommer jo gæster!!

Pyh hvor vi glæder os, til vi blir alene igen :)

2011年新年快乐

Det er alt for længe siden, vi sidst har skrevet her på bloggen - men nu skal det være med et rigtigt Godt Nytår til vores læsere :-)

Efteråret gik stærkt herude, og før vi fik set os om, var det juleferie. Vi sagde farvel til Anna dagen efter hendes fødselsdag, hvor hun rejste til Danmark i tre uger for en god dosis af mor, bror, familie, venner, dansk julemad og hygge. Vi andre fire pakkede sommertøjet ned og tog, efter en nat i Hong Kong, til Thailand i otte dage. Nærmere bestemt Khao Lak, hvor Ulrik og jeg har været før, og hvor vi har en drøm om en dag at placere vores drømme-hotel.

Her slappede vi af i stor stil - krydrede thai-retter i lange baner, masser af sol, strand, bøger og kulørte drinks på "Tarzan", vores "stamcafé". Vi fik fejret Joachims fødselsdag den 15. december og dagen efter sejlede vi til Similan Islands (halvanden times bølgegang i en motorbåd), hvor Joachim fik sit første DSD-dyk (Discover Scuba Diving) med egen instruktør. Hun tog ham ned på 12 meter til skuespillerne fra "Find Nemo" og et fantastisk koral-landskab! På billedet nedenfor ses den stolte dykker efter dagens første dyk :-) Ulrik dykkede også, mens Clara og jeg hoppede i og snorklede fra motorbåden i det mest krystalklare vand ud for en øde strand, hvor korallerne gik helt ind til bredden og gjorde det umuligt at komme i land. En kæmpe oplevelse for os alle - Clara var tabt for omverdenen i timevis, mens hun "fulgte efter en fisk". Begge børn gik ud som et lys, da vi hoppede tilbage over bølgerne sidst på dagen. Det gør vi alle gerne igen :-)

Vi var tilbage i Shekou d. 20. december. Den 22. december fejrede vi så Claras fødselsdag, bl.a. ved traditionen tro at folde juletræet ud. Det havde holdt sig pænt, og vi fik i år suppleret julepyntningen i stuen med masser af blå, gule og røde blinkende disko-guirlander. Bedst af alt fik juletræet en spillende guirlande, som helt af sig selv kunne gå i gang med "Jingle-bells" i en høj, skinger tone på de mest uventede tidspunkter.

Ulrik skulle arbejde over jul og nytår, men firmaet viste nåde, og han fik fri både d. 24. og d. 31. om aftenen. Juleaften fejrede vi stille og roligt med alt, hvad sig hør og bør - og hele den danske familie med "live" på Skype, da børnene pakkede gaver ud (hvem husker ikke Joachims underbukser?).

Nytårsaften havde vi besøg af Christina og Henrik, vores nye danske venner og kolleger herude, samt Leo fra Uruguay, hans kinesiske hustru Christy og deres baby. Desuden indtog diverse hætteklædte teenagere jævnligt stuen, og alt i alt var det bare super hyggeligt :-) Nedenfor ses sofahopning samt aftenens eneste kineser - dem gemmer kineserne nemlig selv til deres eget nytår i february.

Fred være med det - vi ønsker jer alle et Godt Nytår og glæder os til at dele vores kommende oplevelser med jer!