Ma-ma-ma-ma... Macau :-)

Indledningsvis skal siges, at vi netop har skrevet under på en ny lejlighed efter nogle meget dramatiske dage. Den var egentlig tiltænkt nogle andre, men da ejeren i løbet af natten besluttede sig for at sætte prisen op - ja så gad de nye lejere ikke mere, og så slog vi til med en meget stor bunke kontanter og uden tøven.

Boligmarkedet er gået amok herude og udsigten til manglende tag over hovedet ved juletid var en stærk motivationsfaktor. Vores New-Yorker inspirede klassiske og stilrene lejlighed er hermed blevet erstattet med en noget mindre kinesisk-inspireret lejlighed med japanske døre, sten i gulvet og en havfrue på badeværelset. Det gode er, at vi bliver boende i samme boligkompleks, som vi og ikke mindst børnene er meget glade for. Det ærgerlige er, at vi må sige farvel til vores ellers så smukke udsigt. Det er dog kun en detalje - lejligheden rummer det, den skal og er faktisk slet ikke så tosset endda!

Vi var derfor i super humør, da vi tog på weekend i Macau - en tidligere portugisisk koloni som har fået samme deal med Kina som Hong Kong, altså selvstyre i 50 år (fra slutningen af halvfemserne), før den kinesiske hverdag for alvor sætter ind. De bruger ventetiden på at spille deres penge op på casinoer, som er både større og prægtigere end dem i Las Vegas.

Vi var uden for sæsonen og lejede os ind på The Venetian, et hotel med små10.000 værelser, der er bygget som Venedig med indendørs kanaler, gondoler og Rialto-broen under en falsk blå himmel og et konstant tusmørke. På billedet ses hovedindgangen. Stort og spektakulært og et sted, der er værd at se - men ikke at vende tilbage til ;-)

Vi så Cirque du Soleil, som spillede på hotellet (vildt imponerende!), spiste lokal portugisisk mad på en strand-restaurant "off-the-beaten track", vandt 1.800 kroner på casinoet og drak nogen af dem op i champagne.

Dagen efter var vi på sightseeing i selve Macau. En fascinerende by med en sjov og farverig blanding af små, brostensbelagte stræder og butikker, hvor man virkelig har fornemmelsen af at være i Portugal, og ultramoderne og prangende casinoer. Nedenfor ses henholdsvis det gamle og det nye Lisboa - byens varemærke.

Vi er slet ikke færdige med Macau :-)

Homeless in Shekou

Vi er blevet sat på gaden! Hårdt og brutalt af vores meget lidt empatiske ejer. Det skal siges, at vi godt vidste, at hun ville sælge lejligheden, da vi har haft et rend af kinesiske besøgende de sidste mange søndage. Vi håbede bare, at hendes pengegriske natur var totalt uforenlig med indgåelse af en kontrakt. Men det lykkedes hende altså, og nu skal vi have fundet en ny lejlighed inden d. 1ste januar. Heldigvis giver kontrakten os en mindre kompensation - hvis ellers vores ejer vil hoste op med den. Det skal for god ordens skyld nævnes, at lejeloven herude er lige så lidt gennemskuelig som al anden lovgivning - i grove træk kan den opsummeres som "money, money, money". Herrens mark dækker formodentlig hele Kina, og hvis der er noget, der ikke kan gro på den, så er det dansk logik og retfærdighedssans. Det er det Vilde Vesten i Øst - med våben der ofte er alt andet end stuerene.

Det er ikke så let at begå sig i den verden som "guilo". Vi har selvfølgelig kontaktet bureauet med Obama-familien i vinduet - hvis de kan få smilet frem hos den familie, kan de vel også gøre os glade. Vi har også kontaktet alle bureauerne med det ene tillokkende tilbud efter det andet i vinduet. Problemet er, at de lejligheder enten liige er blevet lejet ud, at ejeren ikke er i byen, eller at vi ganske enkelt drømmer! "No, no, not available". Markedet er desværre opadgående på det sidste, så vi er lidt spændte på, hvad vi ender med. Så lækkert som vi bor nu, kan vi vist kun drømme om at fortsætte med - det var lidt af et scoop, som Ulrik fandt i sin tid.

Nu sætter vi liden til vores kinesiske kontakt som kender ALLE (dog ikke Obama-familien) i Shekou og omegn og håber, at hun kan trække i de rigtige tråde og bruge de rigtige våben, så vi kommer til at fejre nytår med (acceptabelt) tag over hovedet.

Fortsættelse følger - bl.a. med besked om, om kommende besøgende skal have telt med (kun for sjov, Karin!) ;-)

Vov-vov

Fik jo nævnt at hundesæsonen er sat ind så hermed et par stemningsbilleder fra vores lokale marked.

En "kinesisk halvtredser" kalder Ulrik det:

Og lige til at sætte tænderne i:

Fransk visit

Så har vi igen haft besøg hjemmefra - denne gang af Joachims ven Johan fra Den Franske Skole og hans mor Susanne, min trofaste pilatesveninde :-) De var hos os fem-seks dage, før de tog videre til Hong Kong, og det var en super fornøjelse for os af vise dem "Mainland China".


Det var en oplevelse for Joachim at vise sit nye liv frem til en "gammel ven" og ren glæde for mig at dele en masse tanker om kinesiske spidsfindigheder med Susanne. Vi fik taget ture på scooteren og på bjerget, gået en masse i kvarteret, masseret ømme muskler og besøgt både det lokale marked og tivoli, før "globetrotterne" tog videre på nye eventyr i Hong Kong.


Nu har hverdagen sat ind igen - sammen med efteråret som bringer tørt, klart og "køligt" vejr med sig. I næste uge lover de helt ned til 24 grader, og jeg har for første gang haft en trøje på, når jeg kører scooter. Det er en dejlig sæson. Solen står nu lavere, så den rammer vores balkon, himlen er høj og blå, og da Clara og jeg kørte til fodbold for lidt siden, var vi ikke helt våde af sved. Ulrik er netop landet fra Ho Chi Minh, Joachim er færdig med sin matematik, og i eftermiddag skal vi til October Fair på skolen. Det er hverdag og weekend - vi føler os hjemme og glæder os til, at flere kommer "hjem" til os :-)

Familieforøgelse

Så er der nyt på familiefronten herude fra - vi har nemlig lige haft besøg af seniorerne i børneflokken, Anna og Henrik, og deres mor Vibeke. Ti dejlige dage som gik alt, alt for hurtigt - fra vi hentede dem ved færgelejet i Shekou, og til vi satte dem på lufthavnstoget i downtown Hong Kong mættede af indtryk (samt en masse mærkelig kina-mad).

Det blev til sightseeing, shopping, massage en masse samt ikke mindst fire ture på Nanshan-bjerget tidligt om morgenen, hvor aftenens udskejelser hurtigt blev forbrændt. Energiniveauet var i top - der blev gået, cyklet og fræset rundt på scooteren. Særligt Anna nød at mærke vinden i håret, når hun sad bag på Ulrik på vej ud i byen for at kigge efter mærkelige ting (som Anna har det med at mangle og få et pludseligt behov for :-)).

Vi var i det hele taget imponerede over vores gæsters appetit - både på oplevelser og på kinesisk mad. Guderne skal vide, at vi prøvede at skræmme dem ved at sætte den ene stærke og ikke mindst stærkt lokale ret foran dem efter den anden. Men de blev ved med at synes, at kinesisk mad er fantastisk - selv efter en tur på det lokale marked, hvor hundesæsonen nu er sat ind (se senere post). Det smagte vi dog IKKE. Selv Henrik, som ellers ikke var til at få til at kapitulere overfor mærkværdighederne i de lokale retter, ville "vove" (bemærk ordspillet - Anna, den kunne du have fundet på!) sig ud i hunderetterne. Så vi holdt os til vandmand. Det eneste positive ved at vores kina-venlige gæster nu er rejst er, at vi kan få lov til at spise pasta og pizza ind imellem ;-)

Det var skønt at have dem her. Skønt at dele vores oplevelser med dem. Interessant at tale kinesisk historie med Henrik, som er midt i "Vilde Svaner". Sjovt at se dem grine over de mange kinesiske mærkværdigheder. Dejligt at se deres overskud, når de for femogtyvende gang blev bedt om at smile til fotograferne - de lokale kinesere, som ville have billeder af en flok aliens (bemærk at Clara er højere end den ca. 100-årige kineser, som bad om at få taget et billede - og som formentlig ikke har set mange udlændinge i sit liv!).

Heldigvis fik vi også tid til bare at være hjemme og at være familie - Henrik indtog sofaen (selv om den er stor, var det ret mange siddepladser det gik ud over), og Anna fik øvet nogle nye numre på guitaren med Ulrik.

Ikke mindst blev der også tid til at tale fremtid. Anna blev vist rundt på den internationale skole herude af naboernes svenske dreng, og heldigvis blev hun ikke skræmt væk. Hun efterlod i hvert fald et par sko - samt en foreløbig hensigtserklæring om at komme ud og bo nogle måneder hos os efter sommerferien og prøve, hvad det vil sige, at gå i en international skole. Henrik håber vi at indfange med hans rygsæk, når han efter endt gymnasium sikkert skal ud og udforske verden og forhåbentlig tager et længere stop hos os.

Det var trist at sige farvel og der blev tudet godt i taxien, efter at vi havde vinket farvel i Hong Kong. Heldigvis ses vi snart igen! Vi er super glade for at have delt nogle rigtigt dejlige dage med dem - og vi glæder os allerede til deres næste besøg :-)

Kinesisk fødselsdagsvagt :-)

Ungdomsoprør?

A propos foregående post om Kinas storhed (der var ifølge medierne her ingen grænser for udlandets beundring af paraden!!!) kommer her et par uddrag af ungdommens syn på deres liv og deres land. De er taget fra vores lokale avis, Shenzhen Daily, som i nogle uger har kørt en journalistskole for unge, skrivelystne kinesere. Temaet var givet på forhånd: "My belowed country, my belowed school". Vil ellers lade citaterne tale for sig selv. Delte dem med børnene og fik en snak om kulturforskelle, der er til at tage og føle på. Hvis de ikke opfører sig ordentligt, sætter vi dem i en kinesisk skole :-)

Inden ordet gives videre til de kommende generationer, lige et citat fra samme avis om paraden:

"Nearly 5,000 soldiers will march past the nation's leaders. They will be grouped partly according to height, with no variation of more than six centimeters. They will march at an exact pace of 116 steps a minute and it will take each column one minute and six seconds to march past the top leaders at the main podium."

Og så til fremtidens parade-deltagere:

"A wonderful school day"
"I am happy because I have a lovely school. I am proud because I have a lovely country! Every morning my school is full of vigor when the sun shines. Listen! The small birds are twittering in the trees. Look! The willow leaves are dancing in the breeze. What a beautiful picture (...) When the school bell rings, the campus becomes quiet. A moment later, the sounds of reading come from classrooms. How wonderful they are! How lucky I am to study in such an environment. I love my school! However, what makes me more proud is that I have a lovely country - China. My lovely country has a vast land and rich mineral resources with a civilization of 5,000 years. This year is my country's 60-year-old birthday. I want to study hard in my lovely school. When I grow up, I want to make contributions to my country."

"Chinese spirit"
"Every monday morning when all teachers and students of our school are watching our national flag and school flag rising up, I feel deeply proud. I'm proud of being a Chinese. One of the most ancient countries in the world, China shines in various fields in modern times. She has many outstanding scientists and inventors whose creations have benefited several generations (...)"

"My three families"
"I have three families - my warm home, my belowed school and my belowed country. I love my warm home because I have my selfless mom and dad. My school is another belowed familly. In her arms we are very happy. I love her as deeply as I love my teachers who are kind, humorous and knowledgeable. I love her as deeply as I love my classmates who are friendly, honest and helpful. I love her as deeply as I love the flowers and the plants in our school. How beautiful they are! I also love the vast land whose name is China (...)! I love her as deeply as I love our people who are brave and united (...)."

"A bright future"
(...) In the past 20 years China has been making dramatic progress as an economic and national power, and has attracted attention from all around the world. In 2008, China successfully hosted the 29th Olypic Games, far beyond the imagination of the rest of the world. During the Beijing Olympics, the gold medals achieved by Chinese athletes outnumbered any other country. As a Chinese student, I take great pride in my country (...)."

"A brand-new look for China"
"(...) the 29th Olympic Games were held in the capital of China, Beijing. Everyone who watched the opening ceremony was amazed by the fantastic performances, suprising fireworks and the incredible talent of the performers. Chinese athletes showed their courage and determination, winning 51 gold medals and rocking the whole world. Since 1949, China has become more and more unbreakable (...)."

TILLYKKE!

I dag er det Kinas fødselsdag - en "yngre dame" på 60 år med et farverigt liv bag sig, som vi stadig har svært ved at forstå. Vi har lige set dem hylde ham i fjernsynet - formand Mao på verdens største maleri. Mere end 100.000 mennesker i en parade på Den Himmelske Freds Plads. Alt fra militærudstyr til Disney-lignende, rullende paladser, vinkende børn med balloner og kvindelige, meget skrapt udseende soldater i lårkort. Et imponerende og totalt grotesk skuespil på én gang. Foran en række af ensartede mænd med for store briller, heriblandt den vigtigste som stort set deler efternavn med den nationale øl: Hu Jintao. At de kan gå i takt er der ikke tvivl om - deres militærflyvning var piloterne her omkring dog ikke imponerede over. Især ikke eftersom deres træning til den har lukket luftrummet over Beijing i nu snart to måneder.

Det hele klappede og gik som det skulle - selv himlen var blå. Den havde nu også fået en del kemikalier på det sidste for at forhindre, at den skulle blive lige så grå og regnfuld som den, vi har måttet slås med nede i Syden på det sidste.

Vi bor langt væk og har ikke mærket det store til forberedelserne til den store dag - bortset fra at nettet har været endnu sværere tilgængeligt end det plejer, og at der har været mange fly-forsinkelser. Og så er der kommet røde flag op over det hele, som vajer i vinden og truer med at falde ned, fordi de ikke er sat ordentligt fast. Samme indtryk med paraden. At det hele kunne vælte, hvis der var én, der skubbede til det. Kineserne kan lide det stort og flot, men de har det med at bekymre sig mere om facaden end om fundamentet. De som har læst Vilde Svaner, ved hvad det handler om. Det har kineserne ikke, da bogen stadig er forbudt herude. Vi har købt et par eksemplarer til vores kinesiske venner - om de læser den, ved vi ikke. Om de vil vide, hvad der virkelig skete, ved vi heller ikke. "Vi taler ikke om Kulturevolutionen", sagde en kinesisk advokat til os forleden. Måske er det for tæt på. Måske kræver det en fordybelse og en (selv)ransagelse, som der ganske enkelt ikke er tid til i kapløbet om at blive supermagten over dem alle.

Er på gyngende grund nu og vil slutte. På sofabordet ligger Mao's biografi, skrevet af den samme forfatter som til Vilde Svaner. Kan varmt anbefales. Måske kommer den også til Kina engang. Men det bliver helt sikkert ikke lige med det samme.

NOT the same!

Så er hverdagen sat ind og med den mindre tid til "nice-to-do" aktiviteterne - som for eksempel at opdatere vores blog. Men nu skal det være. Ellers er vi bange for, at vi mister vores læsere og går nedenom om hjem.

På nyhedsfronten er børnene startet skole. For alvor. Med lange dage til kl. 16 hver dag, lektier en masse og med krav til op over begge ører. Noget rigtigt må de imidlertid gøre på den amerikanske skole, for de er begge glade, når de cykler afsted om morgenen, og lige så glade når vi henter dem sidst på dagen. Joachim har udover skolen meldt sig til soccer (IKKE det samme som fodbold!) tre gange om ugen, hvor han så først slipper kl. 18, og Clara spiller hver lørdag morgen. På lørdag skal Joachim med sit hold til en fjernere-liggende provins og spille hele dagen, så han skal afleveres på skolen kl. 6. Bortset fra at nogen af os savner at sove længe, så er det super at se deres energi-niveau og entusiasme. Lektierne kan være noget af en mundfuld, men de er tapre og hænger i og har begge scoret deres første "A'er" - og har indtil nu undgået, at skulle tilbringe fredag eftermiddag på skolen med af lave de opgaver, som skulle være glemt i løbet af ugen. Hvorfor fandt vi ikke selv på det? Amerikansk pædagogik. Der virker.

I børneafdelingen er søhestene på badeværelset desuden vokset - og blevet til rigtigt mange. De ligner endnu ikke heste (og Ulrik mener, de ikke er det, men hvem tror på det?), men de spiser med god appetit, og der er liv i dem. Eller var. Til vores kinesiske rengøringskone hældte dem alle ud i toilettet og fyldte rent vand i Joachims akvarium. Denne gang uden søheste. Det skal så siges til den ellers så skeptiske Ulriks ros, at der var ham, der med hånden prøvede at redde så mange, han kunne. Og der er stadig liv i de få overlevende. Vi har til gengæld skiftet rengøringskone. Ikke pga. fiskene, men fordi hun ikke er så god til at gøre rent. Jeg ved godt, at jeg er på gyngende grund her, hvis jeg begynder at brokke mig over "tjenestefolk", så det lader jeg være med. Kan blot oplyse, at vi nu har fået en ny fillipinsk dame, som virker utroligt sød, og som efter sigende bruger varmt vand. Til de af jer, der må slås med Hjemmeservice eller gøre det selv (som vi altså også har haft for vane, indtil vi blev overmandet af letheden ved at få hjælp herude og nu har tre timer af slagsen om ugen) - så er der altså andre fordele forbundet ved det danske system. I kan f.eks. læse, hvad der står på rengøringsmidlerne, og I kan købe karklude. Nok om det.

På pilotfronten skal det hermed meddeles, at Ulrik nu officielt er blevet udnævnt til Shenzhen Airlines kaptajn. Så han må flyve alene, og er nu endelig blevet chef i eget XXXXpit (jf. censuren herude - til de af jer, der kan huske de første posts). Det ærgerlige ved det er, at han nu skal begynde at arbejde. For alvor. I dag er han taget til Shanghai, derefter Beijing. Forleden var han i Japan.

Mens han fræser rundt til de regionale hotspots fræser jeg rundt på vores nyindkøbte scooter (billede følger). Den er elektrisk, som alt skal være herude. Faktisk er det en "elektrisk cykel", som der står på den, for motordrevne knallerter, scootere osv. er forbudt. Det resulterer i, at man ind imellem ser meget, meget store scooter-lignende cykler med pedaler, som ikke er til anden brug, end at man dermed kan argumentere for, at det er en "cykel". Anyway, vores scooter, trods navnet, er altså en scooter, og den har ikke engang nogen pedaler, og vi kan sidde tre på den og føler os allerede meget lokale. Især fordi den også snart bliver forbudt, da regeringen vil forbyde elektriske knallerter og scootere også. Vi ved ikke hvorfor. Måske fordi, de gør livet lettere.

En scooter der ikke er en scooter, fordi man vælger at kalde den en cykel, er et meget godt eksempel på, at tingene ofte ikke er det, man tror ved første øjekast i Kina. Se godt på billederne her. Man kunne foranlediges til at tro, at det er noget helt andet end lokale, kinesiske mærker. Men der tager vi fejl. NOT the same!!! Så siger vi det....

Det gør de bare ikke!

Det siger vi meget tit til os selv herude. Men det gør de altså. Kineserne gør en masse ting, som vi ikke kunne drømme om at gøre. En ting er, at de spytter. Konstant! Som forbederedelse til OL i 2008 kom de på borgerkursus for at lære at sluge deres eget spyt i stedet for at sende klatter ud på gaden i en lind strøm, at respektere deres plads i køen og at lade være med at gå ud i pyjamas om aftenen. Sidstnævnte, er vi nu enige om, er lidt synd, for de hygger sig altså, når de sidder rundt omkring i pyjamas og spiller kort eller Mah Jong i deres nattøj på gaden om aftenen. Men de to andre punkter ville vi ønske, at de fortsat ville håndhæve. Det evindelige spytteri (og især den højlydte forberedelse af spytklatten i hals og mund) er en kilde til evig irritation.

Af andre bemærkelsesværdige vaner kan nævnes deres lemfældige omgang med livet. Til dels vores, når vi bevæger os i trafikken, men i den grad og især også deres eget. Sikkerhedsforanstaltninger synes en luksus, de ikke tillader sig. Når de f.eks. reparerer tagkonstruktioner, er det uden nogen som helst form for sikkerhedsline. Vi sad og ventede - var én af dem på billedet faldet ned, havde vi sendt billedet ind til lokalavisen Shenzhen Daily og tjent 50 RMB. Det får man nemlig, hvis man kan rapportere om et dødsfald. Trafikuheld er det mest udbredte. Men fald fra bygninger eller dødsfald relateret til mudderskred efter tyfoner er også populære.

Endelig, og i rækken af meget "expat-agtige" betragtninger (det indrømmer vi blankt - vi har bare ikke været her så længe endnu, at vi er i stand til at komme med mere dybdeborende observationer... men det skal nok komme), så blev vi så provokeret af nøgleringene på billedet, at de også får en plads her.

Nøgleringene sælges som meget populært legetøj. De indeholder en smule vand og en levende skildpadde, som man så kan rende rundt og svinge med, til den engang går hen og dør. Tjae. Joachim har nu fået lov til at få et akvarium med hans egne (små!) skildpadder, så redder vi da nogen af dem.

Og da søhestene endnu ikke har stukket halsen op over akvariet på badeværelset, har vi såmænd plads til det i huset :-)

PS På efterspørgsel og til de, der ikke kunne se det for sig, kommer her et billede af Ulriks pilleæsker!

Bestillingsarbejde

Den personlige profileringsværdi i at have en blog er ved at gå op for den del af familien, som ellers var ret ligeglad med initiativet i starten. Derfor kommer der nu et stykke bestilt arbejde - uden det på nogen måde skal anfægte min redaktionelle frihed :-)

Faktisk blev vi ikke så lidt stolte og lod os helt rive med, da Joachim totalt slog ejendommens børn af banen i en nylig afholdt svømmekonkurrence, hvor Clara blev nr. 3 og dermed den bedste af pigerne. Arrangementet havde længe været hypet under overskriften "I love your kids to swim", en enkelt gang aflyst "due to fewer among the participants" (og nej det var ikke "Chinglish" for "feber" men blot "manglende tilslutning"), og vi havde set frem til "free pizza og huge prizes". Det med priserne må man give dem - tilsammen vandt børnene nemlig 40 billetter til poolen (som vi ellers betaler for, selv om vi bor her - hvilket vi har opgivet at se retfærdigheden i).

I rækken af sejrsprofilering skal også nævnes, at begge børn i dag blev testet med succes på skolen, hvor de starter d. 27. De har mod på det - uden at gå over i upolitisk korrekte betragtninger må vi indrømme, at vi håber på en mindre udpræget koreansk dominans end i Summer Camp. Det ser heldigvis meget blandet ud - ikke færre end 50 nationaliteter!

Hvad vejret angår slap vi fra Morakot med regn og kulde - ned til 25 om natten - og nu er solen tilbage og dermed vores planer om vandland og diverse ekskursioner. I disse dage har det ellers mest været indendørs aktiviteter - såsom bowling med vores nyfundne australske venner (papmor er kinesisk) og storshopping i Luo Hu, som er Shenzhens svar på 1.000 x datidens Dalle-Valle "black version". Utroligt hvad man kan købe!

Og utroligt som der er nogen, der har fået smag for det :-)

Så steg temperaturen...

Må lige komme med følgende tilføjelse til sidste post :-)

Om vind og vejr

Det er ikke kun i Danmark, at man taler meget om vejret. Det gør man også her! I stedet for forskellige varianter af den grå farveskala handler det imidlertid her om ekstremer. Det er enten ektremt varmt eller ekstremt uvejr.

I skrivende stund rammer tyfonen Morakot Taiwan og har lukket ned for alle flyvninger til landet. Lidt uden for Hong Kong ligger lillebror Goni og vender og drejer sig. Samspillet mellem de to er komplekst, forklarede en meterolog fra Hong Kong i går, mens han tegnede og pegede på en masse cirkler. Heldigvis er Morakot vist på vej væk fra os, og skulle Goni beslutte sig for at komme forbi, så må vi tage planterne og havestolene ind fra balkonen og gå i hi. Det har vi prøvet før. Da gik det værst ud over træerne ved poolområdet, som det ses på billedet. Tyfonen ramte om natten og var fascinerende og lidt skræmmende at observere fra vores 17ende etage - men huset svajede altså ikke, og bådene nede i havnen var godt bundet sammen og fløj ingen steder. Ungerne sov.

Når der er ikke er tyfon, er der stegende hedt. Man ved ikke, hvad rigtig varme er, før man har været her en sommer. Vi har fået et helt andet forhold til sved! Man lærer at leve med det. Vi går alle rundt og er drivvåde hele tiden. Ansigtcremen løber ned i øjnene, t-shirten klæber til ryggen, og den kildrende fornemmelse, man mærker på benene, er ikke fluer men sveddråber. Det samler sig overalt. Så snart man krydser benene eller holder armene tæt ind til kroppen, så er der en ny sø.

Det er ikke varmen i sig selv men luftfugtigheden, som ofte nærmer sig de 100, der er værd at skrive hjem om. Glem alt om bodylotion!

I skrivende stund er vejret dejligt, og vi har lige spist morgenmad på vores terrasse med udsigt over det sydkinesiske øhav, hvor der er en vældig trafik, som vi følger med i. Ulrik er lige kommet hjem fra en nattur til Kuala Lumpur - heldigvis væk fra Morakot - Clara er på sin første "sleep over" hos sin amerikanske veninde, og Joachim hører en cd med Michael Jackson, som han købte på det sorte marked. Faktisk er hele markedet sort herude. Så sort at det er svært at finde "den ægte vare" - om ikke umuligt.

I går aftes så jeg en pirat-dvd, som havde været lidt dyrere end dem, vi normalt køber. Den kostede 10 Yuan (ca. 8 kroner) i stedet for de normale 5. Kvaliteten var også i top - så meget at den indledte med den traditionelle lange smøre om, at piratkopiering er strafbart. Hmmm. Nå, men det er en helt anden historie, som må uddybes ved senere lejlighed - lige nu kalder solen :-)

Hullet i muren

Så fandt vi det endelig - hullet i den berygtede "Great Chinese Firewall" som gør livet på nettet en smule besværligt ved at nægte surfere adgang til skadelige hjemmesider (herunder vores blog). Der skal ikke nævnes navne, men en stor tak til en amerikansk provider. Og hermed det første kapitel fra vores kinesiske eventyr - uden systemkritiske kommentarer :-)

Lad os starte med at slå årsagen til vores udstationering fast - og bemærk venligst størrelsen på kasketten. Forestil jer så en hale af små, velplejede og ensartede røde pilleæsker med høje hæle i en lang række efter ham, mens de i kor synger "yes Captain".

Efter en flyvetur får han gaver med hjem, der spænder fra nudler og mælk til tørrede, individuelt indpakkede oksekødsbolsjer, som Joachim bruger som fiskemadding til de lokale fiskeres store forundring. Dagligdagen melder så småt sin ankomst for Ulrik med lange ture til Bali, ondt i ryggen og kinesiske uforståeligheder, som der bare ikke skal sættes spørgsmålstegn ved.

Når Ulrik arbejder, arbejder jeg også - business as usual men med en noget anden udsigt, end jeg er vant til, da jeg her kigger ud på det sydkinesiske øhav :-)

Børnene har også fået deres dagligdag. De er startet i Summer Camp sammen med en masse koreanere, nogle kinesere fra Hong Kong og en russer eller to. Europæerne er stadig på sommerferie. De har masser af mod på det hele, Joachim må slås med en noget brutal koreansk mentalitet, mens Clara har kæmpet sig vej til forsiden af skolebladet med sin nye koreanske veninde under overskriften "Playing Together".

Hver fredag er de på Field Trip med skolen - første udflugt gik til swimmingpoolen i Rosegarden 3, hvor vi selv bor på 17ende etage. Næste udflugt gik til et dinosaur-museum, og på fredag skal de stå på skøjter i en shopping mall, hvor temperaturen snitter de 12 grader. Udenfor har vi 44.

De kommer til skole på cykler, som det nu er lykkedes os at beholde i tre uger. Den dag de bliver stjålet, ved vi, hvor vi kan "købe" dem igen. Man skal nok betragte det som et slags lån, har vi forstået. Vejen til skolen går over fortove, pladser, trapper og uofficielle jordstier, men den er der, og den giver os alle god motion, da vi cykler med frem og tilbage.

Når de ikke går i Summer Camp flyder de rundt i poolen med andre børn, avler søheste (som nu måler 0,5 mm) på badeværelset, får ordnet negle i timevis (Clara) eller køber mystiske kinesiske ting for de penge, som de tjente ved at sælge deres gamle legetøj i Danmark. Joachim har kastet sig ud i en karriere som fisker og har allerede fået et par lokale kontakter i havnen, Clara skal have købt et par rulleskøjter, så hun kan rulle rundt med en ny amerikansk pige, som netop er flyttet ind.

Når Summer Camp slutter om en uge, har børnene ferie igen til d. 27. august, hvor skolen starter. Her har vi planer om nogle ekskursioner til Shenzhens "highlights" - vejret har foreløbig begrænset vores eskapader til lokalområdet, hvor vi har udforsket de gamle gader, de lokale markeder og hiket på Nanshan Mountain, hvor vi har svedt mere, end vi nogensinde har prøvet tidligere. Det bliver vores primære motionskilde herude.

Det dejligste ved at være her er, at eventyret ligger lige om hjørnet. Faktisk skal vi ikke længere væk end til vores nyåbnede lille supermarked (bogstaveligt talt ved siden af vores hoveddør) for at få vores referenceramme rystet en smule. Vi har i dagevis fulgt med i forberedelserne af åbningen, forestillede os et kedelig assortiment bestående af Nutella, Kellog's Cornflakes, ost og andre vestlige, højt eftertragtede (og prissatte) varer, men da dørene endelig blev slået op var det til levende høns. Som de velvilligt skærer halsen over på i et lille indelukke midt i grøntsagsafdelingen.

Sådan er der så meget - den dag daskede vi videre til poolen med lyden af en skrigende høne i hovedet. Og en vis glæde over at blive overrasket så tæt på vores ellers noget ghetto-agtige hjem.

Vi glæder os til at dele flere episoder med jer - og håber at hullet i muren forbliver åbent :-)

Hvem sagde en by i Kina?

Hmm... hører fra kilder i Kina, at vores blog kun er tilgængelig via et avanceret surf-program, hvorved man kan komme ind på sider, der ellers ikke anses som værende værdige til offentlig beskuelse. Det er jo lidt uheldigt, hvis vi skal falde for netop det, som vi kalder en "by i Kina" i foregående post, når vi nu selv skal redigere på siden derude fra.

Forhåbentlig er det kun Ulriks meget kinesiske lufthavnshotel, der er omgivet af så tætte firewalls, at selv ikke vores uskyldige rejsebeskrivelser (uden mistænkelige ord) kan slippe igennem. Hvis ikke, må vi skifte platform. Tro mig - vi tager kampen op (uden på nogen måde at have til hensigt at blive systemkritiske, for det er en helt anden sag).

Fortsættelse følger :-)

PS. Til de af jer der skulle tænke "aarrh mon" kan jeg fortælle, at en hjemmeside som de kommende kina-piloter skulle bruge til deres eksamenslæsning, og som gik under navnet "Smart XXXXpit" (opkaldt efter hovedkontoret i en flyvemaskine) måtte lide samme skæbne.

Velkommen til vores blog om livet i Shekou

Hej alle!

Dette er så den første beskedne start på en blog, som forhåbentlig vil hjælpe os med at holde kontakten med venner og familie i Danmark, imens vi udforsker livet og lykken på den anden side af kloden. Vi håber, at I vil byde ind med input og kommentarer og lover, at censur forbliver en by i Kina!

Shenzhen, hvor vi skal slå vores folder de næste tre år (i forstaden Shekou), ligger på den sydkinesiske grænse kun ca. en times sejlads fra Hong Kong. Man flyver til Hong Kong, hvorefter man tager en båd videre i direkte transit. En smart og eksotisk måde at komme til en helt anden verden på. En verden, hvor taxa-chaufførerne ikke kan engelsk, hvor de ikke ved, hvad en en cola er, og hvor der sælges levende tudser i det lokale supermarked.

Vi har tilbragt mange lange vintermåneder med at forberede vores rejse. Både praktisk (på billedet sælger børnene deres legetøj på loppemarked) og mentalt. Der er mange ting at tage stilling til, når man forlader dem, man elsker - blandt andet "verdens bedste børn", Anna og Henrik. Vi glæder os til at tage imod dem herude og leve nogle vigtige kapitler af vores rejse sammen med dem. Invitationen er også givet videre til den bredere familie og venneskare. Vi håber, rigtigt mange vil tage imod den :-)

Ulrik tog afsted i går, så han får lov til at skrive de første afsnit i vores historie. Jeg bliver i Danmark til børnene - de mindre i flokken af "verdens bedste børn", Clara og Joachim - er færdige med skole og ferie i Frankrig. Så følger vi efter og skriver videre.

Fortsættelse følger!