Thursday, November 5, 2009

Homeless in Shekou

Vi er blevet sat på gaden! Hårdt og brutalt af vores meget lidt empatiske ejer. Det skal siges, at vi godt vidste, at hun ville sælge lejligheden, da vi har haft et rend af kinesiske besøgende de sidste mange søndage. Vi håbede bare, at hendes pengegriske natur var totalt uforenlig med indgåelse af en kontrakt. Men det lykkedes hende altså, og nu skal vi have fundet en ny lejlighed inden d. 1ste januar. Heldigvis giver kontrakten os en mindre kompensation - hvis ellers vores ejer vil hoste op med den. Det skal for god ordens skyld nævnes, at lejeloven herude er lige så lidt gennemskuelig som al anden lovgivning - i grove træk kan den opsummeres som "money, money, money". Herrens mark dækker formodentlig hele Kina, og hvis der er noget, der ikke kan gro på den, så er det dansk logik og retfærdighedssans. Det er det Vilde Vesten i Øst - med våben der ofte er alt andet end stuerene.

Det er ikke så let at begå sig i den verden som "guilo". Vi har selvfølgelig kontaktet bureauet med Obama-familien i vinduet - hvis de kan få smilet frem hos den familie, kan de vel også gøre os glade. Vi har også kontaktet alle bureauerne med det ene tillokkende tilbud efter det andet i vinduet. Problemet er, at de lejligheder enten liige er blevet lejet ud, at ejeren ikke er i byen, eller at vi ganske enkelt drømmer! "No, no, not available". Markedet er desværre opadgående på det sidste, så vi er lidt spændte på, hvad vi ender med. Så lækkert som vi bor nu, kan vi vist kun drømme om at fortsætte med - det var lidt af et scoop, som Ulrik fandt i sin tid.

Nu sætter vi liden til vores kinesiske kontakt som kender ALLE (dog ikke Obama-familien) i Shekou og omegn og håber, at hun kan trække i de rigtige tråde og bruge de rigtige våben, så vi kommer til at fejre nytår med (acceptabelt) tag over hovedet.

Fortsættelse følger - bl.a. med besked om, om kommende besøgende skal have telt med (kun for sjov, Karin!) ;-)

No comments:

Post a Comment