Wednesday, April 27, 2011

Friske øjne

Det skønneste ved at få besøg herude er, at vi ikke alene får et frisk pust (og lakrids) hjemmefra men også et nyt blik på det Kina, som vi til tider bander langt væk. Senest var det her i Påsken, hvor vi gentog successen fra sidste år med 10 mennesker i lejligheden. Denne gang var det min yngste storesøster, hendes mand og deres to piger, samt den faste bestanddel i sofahjørnet (det er ellers mit!), når det er ferie i DK - Henrik :-)

Kina var en premiere for familien. Og selv om vi vanen tro gjorde vores for at skræmme dem væk - lige fra kyllingefødder på hovedpuden som velkomstgave til en tur på det lokale marked, hvor burhøns får en helt ny betydning - så beholdt de deres nysgerrighed og positive indstilling til det hele. Damn. Ikke engang en fodmassage kunne vippe Peter af pinden.

Vi fik både fejret min søsters og Ulriks fødselsdag, mens de var her. Min søster fik en kinesisk dragelagkage leveret til døren (se billedet - og kom igen med jeres danske lagkager) - Ulrik fik en tur i Window of the World, hvor kineserne har lavet tro kopier af verdens turiststeder, så de ikke behøver rejse ud for at se dem. Det nød han. Især da min søster og hendes piger efter 4 timer brokkede sig over, at vi hoppede over en enkelt lille-bitte (og uinteressant) attraktion. Hvem sagde nysgerrig?


















De første dage fløj afsted med ture i lokalmiljøet, besøg hos negledamerne, fodmassage og en lille tur på vores lokale bjerg. Det skal her slås fast, at alle nåede op - måske det snart var på tide med en familie-bjergtrøje :-) Vi fik også spist kinesisk og sunget karaoke med vores kinesiske venner. Det skal her slås fast, at Lena GODT kan spise med pinde. Det tager bare lidt tid. Det skal også slås fast, at der IKKE er nogen sangtalenter i familien.

Vi tilbragte herefter to dage i Hong Kong, hvor det - for første gang - lykkedes os at vise udsigten fra The Peak i klart vejr. Vi fik set en masse! Især af H&M, som er meget større i Hong Kong end derhjemme... Vi fik også gået en masse. Har et indre billede af Malene på meget stive bjerg-ben på vej op og ned af Hong Kong's mange trapper. Og hun var vist ikke den eneste, der led ;-)

De resterende dage gik med indkøb og sightseeing, og pludselig stod vi igen i færgeterminalen. Fulde af indtryk og frustration over, hvor hurtigt tiden var gået - men også fulde af rigtigt dejlige oplevelser, minder og ikke mindst et mildere syn på Kina. Det hele er bare lidt sjovere og mere farverigt, når man har gæster :-)

Sidst men ikke mindst, så kommer her udvalgte forudindfattede meninger, som vi fik manet i jorden. De er nok temmeligt indforståede, men fortjener deres plads i familie-krøniken:


  1. Henrik er ikke os alle intellektuelt overlegen, som han påstod engang (da han var meget ung) - han får kamp til stregen af Malene. De to kan diskutere!

  2. Peter kan, modsat hvad han ellers har måtte give udtryk for, godt lide, at andre nusser hans fødder!

  3. Mathilde har en fascination for krybdyr. Vi anbefaler et besøg i terrariet i zoologisk have - næsten lige så godt som en tur i vores køkken.

  4. Mathilde og Malene kan faktisk godt vågne hurtigt om morgenen - de skal bare have blitz-lys i hovedet.

  5. Lena kan ikke blot spise med pinde - hun kan også tale kinesisk. Respekt!









Vi takker vores gæster for deres glade og positive syn på Kina. De fik både kineserne og os til at spærre øjnene op :-)

PS Vores tre herboende børn er ikke gået hjemmefra - de er bare ikke lige med på de her billeder ;-)

No comments:

Post a Comment