Kærlighed i Kina

Efter snart to år i Kina skal der efterhånden noget til at overraske os. At de slagter høns i grøntsagsafdelingen i vores lille supermarked (hvor inflationen nærmer sig de 20 procent), er blevet en del af vores dagligdag, lige som vi har vænnet os til katte, rotter og hunde på markedet. At naboen banker i det uendelige, fordi han laver "dumplings" (små dejpakker med alt muligt lækkert inden i - hvorfor man skal banke for at lave dem, har vi endnu ikke fundet ud af), at naboen til den anden side holder høns på balkonen - det får os ikke til at løfte et øjenbryn. Det chokerer os heller ikke længere, når bilerne dytter af et barn i en klapvogn.... midt i en fodgængerovergang... for grønt lys. Vi har lært at dukke os, når overboen snotter ud over balkonen om morgenen, og vi får ikke længere hjertebanken, når de kravler rundt uden på bygningen i tyvende etages højde for at reparere airconditioningen - uden anden form for sikkerhedssele end et gammelt, slidt reb... som kollegaen holder i den ene hånd, mens han ryger en smøg med den anden. I det hele taget er vi nok gået hen og blevet lidt blaserte.

Derfor er det godt, at der stadig er folk fra hjemmefronten, som har mod på at komme ud og besøge os - og kaste et frisk blik på det, der nu er blevet vores hverdag. Senest var det min mor, som nu for anden gang kastede sig ud på den lange rejse. Vi tilbragte nogle dejlige og afslappende dage, hvor alle tre teenagere nød at klage over deres skæbne til en forstående mormor. Hun forstod, hvor hårdt de virkelig har det - at lektiebyrden er for tung, at dagene er for lange, at de har for mange pligter herhjemme... i det hele taget faldt hun bare ind i familien, og det var nogle rigtigt dejlige dage :)

Når ungerne var i skole, var grædemuren imidlertid ledig, og en af dagene tog vi ud til en stor park, hvor vi endnu ikke har været. Den er kendt for sin kæmpe statue af Deng Xiaoping - men det var noget hele andet, der fik os op at ringe.

Lige ved udgangen blev vi pludselig fanget i en mindre skov, hvor træerne var dækket af kinesiske opslag - en kombination af skrift og billeder. Vi brugte lang tid på at gætte på, hvad det kunne være, og kom frem til, at det nok var efterlysninger på forsvundne mennesker. På bænke rundt omkring sad ældre mennesker og holdt billeder frem af deres børn. Trist og tragisk... troede vi. Heldigvis fik vi spurgt to unge piger, som kunne en (meget lille) smule engelsk, og de fik forklaret os den rette sammenhæng: vi befandt os midt i en "dating-skov". De ældre viste billeder frem af deres giftelystne børn eller børnebørn, og træstammerne var dækket af annoncer!

Vi tog derfra helt høje over at være blevet overraskede igen. Måske er vi alligevel ikke helt færdige med vores "kærlighed" til Kina :)