Efteråret gik stærkt herude, og før vi fik set os om, var det juleferie. Vi sagde farvel til Anna dagen efter hendes fødselsdag, hvor hun rejste til Danmark i tre uger for en god dosis af mor, bror, familie, venner, dansk julemad og hygge. Vi andre fire pakkede sommertøjet ned og tog, efter en nat i Hong Kong, til Thailand i otte dage. Nærmere bestemt Khao Lak, hvor Ulrik og jeg har været før, og hvor vi har en drøm om en dag at placere vores drømme-hotel.
Vi var tilbage i Shekou d. 20. december. Den 22. december fejrede vi så Claras fødselsdag, bl.a. ved traditionen tro at folde juletræet ud. Det havde holdt sig pænt, og vi fik i år suppleret julepyntningen i stuen med masser af blå, gule og røde blinkende disko-guirlander. Bedst af alt fik juletræet en spillende guirlande, som helt af sig selv kunne gå i gang med "Jingle-bells" i en høj, skinger tone på de mest uventede tidspunkter.
Ulrik skulle arbejde over jul og nytår, men firmaet viste nåde, og han fik fri både d. 24. og d. 31. om aftenen. Juleaften fejrede vi stille og roligt med alt, hvad sig hør og bør - og hele den danske familie med "live" på Skype, da børnene pakkede gaver ud (hvem husker ikke Joachims underbukser?).
Nytårsaften havde vi besøg af Christina og Henrik, vores nye danske venner og kolleger herude, samt Leo fra Uruguay, hans kinesiske hustru Christy og deres baby. Desuden indtog diverse hætteklædte teenagere jævnligt stuen, og alt i alt var det bare super hyggeligt :-) Nedenfor ses sofahopning samt aftenens eneste kineser - dem gemmer kineserne nemlig selv til deres eget nytår i february.
Fred være med det - vi ønsker jer alle et Godt Nytår og glæder os til at dele vores kommende oplevelser med jer!

Åh, hvor ser det skønt ud - biknier og solbriller, lækker thaimad, og tillykke til Joachim med the first diving experience (nå ja, og fødselsdagen ;-)-også til Clara).
ReplyDeleteVi skal skam også have solbriller på i dag; til solformørkelse kl. 9.30. Desværre ikke helt de samme altså :-(.
Knus fra Dorte